Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er rykket væk fra bordenden som kongelig undersøger og forhandlingsleder, og nu er det ifølge den fungerende statsminister op til Troels Lund Poulsen (V) - den nye kongelige undersøger - at finde ud af, hvordan en kommende regering skal se ud.

Det siger Mette Frederiksen mandag eftermiddag på vej ind til de indledende regeringsforhandlinger, hvor Venstres formand er forhandlingsleder.

- Nu er det Venstre, der må fortælle, hvordan man har tænkt sig at gribe det her an, og hvilken slags fælles landingsbane der er, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Hvad siger du, hvis Troels Lund Poulsen tilbyder dig at blive statsminister i en midterregering?

- Mig bekendt har Venstre i hele valgkampen og i ugerne efter sagt, at man går efter at danne en borgerlig regering eller en borgerlig midterregering. Det er ikke Socialdemokratiet. Vi er ikke borgerlige, lyder det fra Mette Frederiksen, som flere gange svarer uden om statsministerspørgsmålet.

Troels Lund Poulsen har også svaret uden om i dagens løb. Han vil ikke - endnu i hvert fald - svare på, hvem der skal være statsminister i en kommende regering, eller hvilke partier der skal være en del af den.

Efter folketingsvalget 24. marts var der hverken flertal til rød eller blå blok. Moderaterne fik de afgørende mandater.

Efterfølgende var der primært regeringsforhandlinger om en centrum-venstre-regering bestående af Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Moderaterne med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag.

Men fredag satte Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, en stopper for en centrum-venstre-regeringen ved at skifte holdning i forhold til, hvem der skal være kongelig undersøger og dermed lede regeringsforhandlingerne.

Mette Frederiksen blev derefter erstattet af Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger. Det skete, efter at partierne havde været en tur forbi kong Frederik på Amalienborg.

Mandag slår Mette Frederiksen fast, at hun fortsat er statsministerkandidat.

- Vi er gået til valg med mig som statsministerkandidat, og det har ikke forandret sig, siger hun.

Mette Frederiksen har været statsminister siden 2019. Det er første gang siden dengang, at hun ikke er kongelig undersøger efter et valg.

Det var hun både i 2019 og 2022, hvor det lykkedes hende at danne en regering i første forsøg. I 2019 var det en ren S-regering, mens det i 2022 var SVM-regeringen.

/ritzau/