Mette Frederiksen kendte til krænkelser i DSU

Socialdemokratiets formand kendte til dækhistorien, der skulle skjule, at ungdomspartiets formand havde krænket fem unge kvinder.

Mette Frederiksen (S) fortalte tirsdag eftermiddag efter spørgetimen i folketingssalen, at hun kendte til årsagen bag tidligere DSU-formand Lasse Quvang Rasmussens fratrædelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen (S) vidste, at den egentlige årsag bag Lasse Quvang Rasmussens fratrædelse som formand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) var krænkelser af fem unge kvinder.

Det fortalte S-formanden tirsdag eftermiddag efter statsministerens spørgetime i folketingssalen.

Mette Frederiksen, kendte du til krænkelserne i DSU?

»Der tilgår os et brev, som der allerede er redegjort for. Og umiddelbart derefter fratræder DSUs daværende formand (Lasse Quvang Rasmussen, red.). Det, synes jeg, var en klog beslutning,« sagde S-formanden.

Så da tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen fratræder stillingen som DSU-formand, kendte du til den egentlige årsag? Altså, at han havde krænket nogle kvinder.

»Ja, og det afgørende for mig er, at DSU har handlet på de episoder, der har været. Det mener jeg, man har gjort klogt ved, at den formand, som var involveret i det, fratrådte sin stilling. Nu er der kommet en ny formand, og det er rigtig godt.«

»Så har jeg ikke mere tid,« afsluttede Mette Frederiksen, og pressen fik altså ikke mulighed for at stille opfølgende spørgsmål til formandens kendskab til sagen.

Krænkelser og sexchikane

Onsdag i sidste uge kom det frem, at DSU i lighed med andre ungdomspartier har været involveret i flere sager om krænkelser og sexchikane.

Den tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen skrev på sin Facebook-profil, at han trak sig fra formandsposten i DSU som følge af nogle episoder, hvor han havde udvist grænseoverskridende adfærd over for nogle kvindelige medlemmer af DSU. Det fremgik af opslaget, at han valgte at stå frem, fordi flere medier var på vej med historier om årsagen til hans tilbagetrækning.

»Det gør mig ondt, og det var aldrig min mening. Jeg havde ikke været mit personlige ansvar og mit formandsansvar bevidst, og derfor stoppede jeg som formand for DSU,« lød det blandt andet i opslaget.

Lasse Quvang Rasmussen trak sig fra posten i november 2017. Dengang lød forklaringen, at han var overbelastet. Men den forklaring var altså en dækhistorie. Den tidligere formand havde udvist grænseoverskridende adfærd i form af befamlinger og seksuelle kommentarer over for fem kvindelige medlemmer af ungdomspartiet.

I sidste uge kunne Jyllands-Posten og B.T. fortælle, at Socialdemokratiets top kendte til krænkelserne og var orienteret om dækhistorien. Det gjaldt både partisekretær Jan Juul Christensen og partiets pressechef, Mads Brandstrup, som sagde god for DSUs pressestrategi. Men partiet fortalte ikke, hvorvidt partiformand Mette Frederiksen var orienteret, som hun altså nu bekræfter over for Berlingske.

Partisekretær Jan Juul Christensen sidder i DSUs hovedbestyrelse, og han blev orienteret, da bestyrelsen besluttede, at Lasse Quvang Rasmussen skulle gå af.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, blev i sidste uge spurgt af B.T., om han synes, sagen blev håndteret fornuftigt.

»Jeg synes, det er super håndteret. Lasse Quvang måtte gå af som formand, og man respekterede de unge pigers ønske om, at der ikke skulle være offentlighed om det,« lød gruppeformandens svar.

Den nuværende formand i DSU, Frederik Vad Nielsen, fortæller desuden til Jyllands-Posten, at han i forbindelse med den tidligere formands afgang orienterede Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup, om ungdomspartiets pressestrategi.