Mette Frederiksen: Kan ikke garantere, at alle restriktioner løftes, når danskerne er vaccineret

 
Mette Frederiksen ved doorstep interview tirsdag den 13. april. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Når alle danskere er færdigvaccineret eller har fået tilbudt en vaccine, så vender vi ikke nødvendigvis tilbage til det samfund, vi havde for over et år siden.

Det var i hvert fald meldingen fra Mette Frederiksen (S) under dagens partilederdebat.

For under debatten spurgte formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, statsministeren om danskernes frihed, restriktioner og vaccineplanerne.

Her svarede Mette Frederiksen, at hun ikke vil garantere, at alle restriktioner vil være ophævet, når alle danskere har modtaget en vaccine.

Netop det spurgte B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, statsministeren om efter debatten:

På et eller andet tidspunkt, så vil alle danskere være vaccineret. Er det rigtig forstået, at du selv i den situation ikke kan garantere, at alle restriktioner skal ophæves?

»Det er der jo ikke nogen, der kan. For vi ved jo ikke, hvad det er for en verden, vi ser ind i, selv i et scenario hvor danskerne måtte være vaccineret. Jeg har ikke noget ønske om restriktioner, det har jeg ikke haft på noget tidspunkt.«

»Jeg kan ikke - og det kan ingen, heller ikke folketingspolitikere - sige med fuldstændig sikkerhed, hvordan tingene ser ud efter sommer.«

Hvorfor kan du ikke med klar røst sige, at den dag alle danskere er vaccineret, da vil der naturligvis ikke være nogen restriktioner?

»Det er jo ganske enkelt fordi, der ikke er nogen, der ved hvilken situation, vi har med at gøre. Eksempelvis så ved vi ikke, hvor mange danskere, der bliver vaccineret. Indtil videre er de vacciner, vi bruger i Danmark, ikke godkendt til børn.«

»Det er også et stort ønske at åbne grænserne op. Det er jo næsten, undskyld mig, logik for høns, at i takt med at vi også begynder at få mere ind- og udrejse, så kan der være en risiko i forhold til mutationer.«

Mette Frederiksen påpegede under partilederdebatten, at mundbindet ikke er et indgreb i hendes personlige frihed, men statsministeren vil lade det være op til Sundhedsmyndighederne at vurdere, hvor længe mundbindet skal være en del af vores hverdag.

Diskussionen er båret af, at mange danskere tænker, at i det øjeblik alle danskere er vaccineret, så er der ikke længere noget problem. Er det en forkert antagelse?

»Danskernes antagelser er sjældent forkerte, og det vil jeg ikke fælde dom over. Men det er ikke sådan, at i dét øjeblik vi er vaccineret i Danmark, så er alle vaccineret i verden.«

»Derfor bliver vi nødt til at gøre det, som vi har gjort igennem 13 måneder, nemlig få vores land igennem krisen, mens vi hele tiden tilpasser vores indsats, så den passer til de faktiske forhold.«