Mette Frederiksen kaldes i samråd efter afsløring af fortrolige mails: »Det her er fuldstændig vanvittigt«

En række fortrolige mails fra regeringens indercirkel stiller ifølge flere partiledere spørgsmål ved Mette Frederiksens troværdighed i minksagen. Nu kaldes hun i samråd.

Foto: Mads Nissen

»Jeg er vred. Nu har vi det sort på hvidt, at Statsministeriet førte Mogens Jensens hånd i skandalen,« siger Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og tilføjer:

»Det er det stik modsatte af, hvad Mette Frederiksen hidtil har sagt. Det her er jo fuldstændig vanvittigt.«

Udadtil har Mette Frederiksen gentagne gange forklaret, at minksagen lå på - nu tidligere - fødevareminister Mogens Jensens bord, og at hun »selvfølgelig har en forventning om, at den sag bliver håndteret af den ansvarlige minister.«

Mette Frederiksen med sin stabschef Martin Justesen (til højre). Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Dresling.

Men lørdag aften afslørede B.T. fire mails, der viser, at det var Statsministeriets top, der i kulissen bestemte Mogens Jensens forklaring i minksagen.

Det skete 10. november, da Mogens Jensen havde rodet sig ud i to modstridende forklaringer.

Da hans rådgivere ville formulere et svar for at redde ministeren ud af problemerne, blandede Mette Frederiksens stabschef, Martin Justesen, sig.

Han ønskede en anden formulering, og sådan blev det.

Hvad er problemet ved, at Statsministeriet tager styringen?

»Når Statsministeriet direkte siger, hvad Mogens Jensen skal gøre, så bærer statsministeren også selv ansvaret for handlingen. Så klokkeklart er det,« siger Søren Pape Poulsen og tilføjer:

»Jeg håber meget, at Radikale Venstre vil bakke op om en kommissionsundersøgelse. Når vi ikke kan stole på, hvad statsministeren siger, så er det jo svært at se andre muligheder.«

Minksagen begyndte 4. november, da Mette Frederiksen og Mogens Jensen på et pressemøde beordrede alle mink i landet aflivet på grund af coronasmitte.

»Det er en meget alvorlig situation for statsministeren,« siger Sophie Løhde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

En ordre, der viste sig at være ulovlig.

Hos Venstre understreger de lækkede mails vigtigheden af, at Statsministeriets rolle i minkskandalen undersøges til bunds.

»Det er en meget alvorlig situation for statsministeren. Hun har gentagne gange givet offentligheden og de folkevalgte indtryk af, at hun da bestemt ikke har blandet sig i den sag,« siger politisk ordfører Sophie Løhde (V) og tilføjer:

»Nu viser hemmelige mails, at det er statsministerens egen stabschef, som har styret det. Og derfor står det nu klart, at det er statsministeren, som har ansvaret for lovbruddet og den demokratiske skandale. Og hun kan ikke længere skyde skylden på sine ministre.«

»Med de her hemmelige mails som B.T. er kommet i besiddelse af, kan jeg ikke se nogle argumenter for, at de røde støttepartier kan holde hånden over statsministerens lovbrud og ageren længere.«

Det er Radikale Venstre, der kan afgøre, om minkskandalen skal undersøges i en dybdegående undersøgelseskommission, hvilket blå blok ønsker.

Eller om det bliver en mindre advokatundersøgelse, som SF og Enhedslisten ønsker.

Det vil partierne forhandle videre om i den kommende uge.

»Vi arbejder fortsat på at samle Folketingets partier om at finde den bedste måde at gøre det på i den konkrete sag,« siger retsordfører Kristian Hegaard (R).

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kalder statsminister Mette Frederiksen i samråd på baggrund af de afslørende mails, skriver han på Twitter: