Mette Frederiksen har sat kursen i et landskab fyldt med miner

Udfaldet af kampene på især tre politiske slagmarker vil komme til at definere skæbnen for Mette Frederiksen og den nye S-regering.

Mette Frederiksen
Kursen er sat af statsminister Mette Frederiksen, men vejen til at indfri de ambitiøse mål ligger bestemt ikke åben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De 19 ministre under statsminister Mette Frederiksen er i fuld gang med at blive introduceret til deres ministerier, hilse på nøglemedarbejdere, læse sig ind på bunker af notater og tage mål af de nye opgaver.

Efter festdagen, hvor holdet trådte frem på Amalienborg Slotsplads, og de muntre overdragelsesforretninger, venter arbejdet og kravet om at præstere resultater.

Fra regeringschef Frederiksen er der udstukket en ordre om, at alle i den første tid holder mund, afholder sig fra vidtløftige tiltrædelsesinterviews og i stedet læser på lektien. Et klogt råd.

Mens omverdenen venter på de første udspil – herunder forslaget til finanslov for 2020 – står det klart, at ministrene skal tackle politiske og økonomiske udfordringer i sværvægtsklassen.

Især tre bliver både fagligt og vælgermæssigt afgørende:

1) Hvad sker der med Mette Frederiksens største valgløfte?

Mette Frederiksen siger, at hun vil kæmpe dag og nat for at realisere sit løfte om, at nedslidte danskere skal have ret til at gå tidligt på pension. Dermed viser hun, at kampen ikke er overstået, og på den måde kan hun dæmpe kritikken fra baglandet, fagbevægelsen og de vælgere, der har stolet på hendes løfte. Men hun har kun udskudt debatten om løftebrud, og hun har lagt et enormt pres på sig selv og den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard.

Hun satser på, at det vil lykkes at få Kristian Thulesen Dahl og DF til at være med til at forbedre forholdene for de nedslidte, og hun er klar til at udstille det, hvis ikke DF vil være med. I den situation vil det ikke nødvendigvis være let for Thulesen at holde stand, men han vil ikke være samarbejdsvillig. Når han ser tilbage på valgkampen, er hans analyse, at Mette Frederiksen gik på strandhugst hos DF-vælgere med et valgløfte, som var ukonkret og urealistisk, mens han satte sig sammen med VLAK-regeringen og fik udarbejdet en ny seniorpension. Hvis DF skal hjælpe, kommer Mette Frederiksen til at betale dyrt for det.

Så længe hun kæmper, vil vælgerne være afventende. Lykkes det ikke for hende, vil den folkelige jury formentlig fælde en hård dom og anklage hende for løftebrud i den grove ende af skalaen.

2) Hvor skal pengene komme fra?

Her og nu gør det ikke indtryk, at en lang række uafhængige økonomer har svært ved at få øje på en sammenhængende økonomisk politik hos den nye S-regering. Kritikerne hæfter sig ved, at »forståelsespapiret« mellem S, R, SF og Ø, er pletrenset for tal og oversigter over indtægter og udgifter. De peger også på, at de Radikale og Enhedslisten har trukket i hver sin retning, når det handler om at styrke arbejdsudbuddet og øge råderummet.

Fra nu af bliver det finansminister Nicolai Wammens utaknemmelige opgave at sikre, at pengene stemmer, og at soliditeten i dansk økonomi bevares i en situation, hvor S-regeringen og rød blok har rejst forventninger om historiens mest ambitiøse grønne omstilling og et markant løft af velfærden. De store satsninger kan ikke gennemføres ansvarligt uden at styrke økonomien – men hvilke og hvordan? Svarene blæser i vinden, men skal besvares, hvis den grønne omstilling og velfærdsløftet skal realiseres.

I den forbindelse kommer Nicolai Wammen og den nye klima- og energiminister, Dan Jørgensen, på en udsat mission, når det handler om at finde vejen til at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det vil kræve massive forandringer i brancher og sektorer, og det vil kræve en indsats med at kortlægge de økonomiske konsekvenser og fastlægge nye beregninger. Midt i det hele vil de to ministre stå over for komplicerede valg, når det handler om, hvor store omkostninger virksomheder og borgere må tåle.

På vejen frem vil Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og Dan Jørgensen nyde godt af, at et gigantisk heppekor – bestående af organisationer og store vælgergrupper, der sætter det grønne øverst på deres dagsorden – vil klappe dem frem mod målet. Men de har også en forventning om, at regeringen leverer.

På samme måde vil fagforbund, hundredtusinder af offentligt ansatte og mange vælgere følge, om det vil lykkes for S-regeringen at sikre et velfærdsløft og ansætte alle de nye medarbejdere i blandt andet børneinstitutionerne og i sundhedssektoren, som de er stillet i udsigt.

3) Holder den stramme udlændingepolitik – eller har rød blok allerede svækket den?

I S-ledelsen er man ikke i tvivl om, at vejen til regeringsmagten er lykkedes, fordi mange vælgere har troet på Mette Frederiksens forsikring om, at hun vil stå vagt om den stramme udlændingepolitik.

Allerede nu står det klart, at børnefamilierne på Sjælsmark skal have bedre forhold, at Lindholm skal skrottes som center for kriminelle udlændinge, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, at børnefamilier – der rammes af integrationsydelsen – skal have tilskud, og at flygtninge, der har haft job i to år, kan blive i Danmark, mens de er i arbejde.

Ligger den stramme udlændingepolitik så stadig fast? Og er paradigmeskiftet, som siger, at flygtninge skal hjem, når der er sikkert nok i deres hjemlande, dermed fortsat en realitet? Mette Frederiksen siger ja. Men derfra bliver billedet mudret. Mens de Radikale jubler over opgøret med VLAK-regeringens udlændingepolitik og fejrer hullerne i paradigmeskiftet, er Enhedslisten omvendt dybt skuffet over, at der ikke er sket mere. Nogle eksperter mener, at der er sket en kursændring. Andre siger nej.

»Mens de Radikale jubler over opgøret med VLAK-regeringens udlændingepolitik og fejrer hullerne i paradigmeskiftet, er Enhedslisten omvendt dybt skuffet over, at der ikke er sket mere.«


For Mette Frederiksen og S-regeringen bliver det afgørende, hvad vælgerne mener, når de ser, hvordan de nye tiltag kommer til at virke. Men det bliver også vigtigt, hvordan blå blok vil reagere. DFs nye udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, og tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er ikke i tvivl. De mener, at Frederiksen allerede har begået løftebrud, og de frygter, at den nye kurs vil få Danmark rykke frem på listen over de lande, som asylansøgere og migranter vil søge til.

Omvendt åbnede Lars Løkke Rasmussen selv for nogle af omlægningerne – blandt andet for børnefamilierne på Sjælsmark – i valgkampen. Og det er langtfra alle i blå blok, der har lyst til at stå på mål for alle de stramninger, der blev truffet i Løkke-regeringernes levetid. Indtil videre er det derfor uafklaret, hvor hård modstand Mette Frederiksen vil møde fra blå blok.

Samlet set har en ny regering sjældent luftet så store mål og præsenteret et så spinkelt afsæt til at indfri dem. Det minder om 1989, da den konservative statsminister, Poul Schlüter, sagde, at han ville fremlægge »danmarkshistoriens største politiske oplæg«. Ved siden af ham stod en bekymret Niels Helveg Petersen – der var økonominister – og tænkte: »Nu kan vi ikke barsle med en mus«.

Og planen? Den blev ikke realiseret.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske kommentator