Statsminister Mette Frederiksen (S) kommer ikke til at trække sig som formand for Socialdemokratiet, selv om partiet led et stort nederlag ved kommunal- og regionalvalget tirsdag.
Det siger hun torsdag før et gruppemøde i Socialdemokratiet på Christiansborg.
- Det er rigtigt, at vi går tilbage ved det her kommunalvalg, men vi gik frem ved seneste folketingsvalg.
- Jeg har ikke nogen planer om at gå af, siger Mette Frederiksen (S).
Hun bliver igen spurgt, om hun kommer til at trække sig.
- Nej, det gør jeg ikke, svarer hun.
Socialdemokratiet fik 23,2 procent af stemmerne ved kommunalvalget, 5,2 procentpoint mindre end ved kommunalvalget i 2021.
Partiet fik dermed det dårligste kommunalvalg i nyere tid.
Socialdemokratiet måtte også se Venstre løbe med flest borgmesterposter, mens Socialdemokratiet mistede borgmesterposter på stribe.
Med kun 3 af 98 borgmesterposter tilbage at fordele har Socialdemokratiet blot sikret 26 af slagsen.
Ved kommunalvalget i 2021 fik partiet 44 borgmesterposter, selv om Socialdemokratiet også ved det valg gik meget tilbage.
- Vi er ikke tilfredse med det her resultat, jeg er ikke tilfreds med det her resultat, siger Mette Frederiksen.
- I sidste ende har jeg et ansvar for, hvordan det går Socialdemokratiet. Både når det går godt, og når det går dårligt.
I regionalt regi måtte partiet nøjes med at få en enkelt af de fire poster som regionsrådsformand.
Den gik til Lars Gaardhøj (S) i den kommende Region Østdanmark, mens Anders Kühnau (S) blev væltet som regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Det er det andet valgnederlag i træk for Socialdemokratiet, som også gik tilbage ved valget til Europa-Parlamentet sidste år.
Ved den lejlighed blev SF større end Socialdemokratiet.
/ritzau/
