Gad vide, om den var gået for landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) dengang.

At skrive et falsk navn på en restaurantkvittering for derefter at bede partiforeningen om at refundere den.

Dengang han ifølge Nordtinget var kasserer i Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) i Aalborg, mens Mette Frederiksen var formand for samme forening.

Ikke desto mindre har han gjort sig skyldig i netop dette, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at Rasmus Prehn som udviklingsminister havde været afleveret bilag for en middag til 1.468 kroner med journalist Søren Wormslev fra Nordjyske til sit daværende ministerium.

Søren Wormslev afviser bare blankt, at han nogensinde skulle have spist middag med Rasmus Prehn.

Ministeren kaldte det »en hjerneprut«, betalte pengene tilbage og ønskede desuden ikke at fortælle om, hvem han så have været ude og spise med i stedet.

Og den forklaring stoler statsminister Mette Frederiksen (S) altså på.

Det gjorde hun klart på et pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde i Odense tirsdag.

»Ja, selvfølgelig tror jeg på de forklaringer, jeg bliver givet,« sagde Mette Frederiksen tirsdag:

»Jeg går ud fra, at alle ministre i regeringen passer deres arbejde, som de skal, og hvis der bliver begået fejl, at de så selvfølgelig retter op på det.«

Med til historien hører det, at det langt fra er første gang, at Rasmus Prehn har svunget ministerkortet for at spise middag med en journalist.

Snart i samråd

Eksempelvis er det sket to gange med B.T.s debatredaktør, Sanne Fahnøe, og selvom Rasmus Prehn talrige gange har understreget, at han har betalt pengene for alt maden tilbage til ministeriet, giver det ikke rene hænder.

Til Ekstra Bladet siger professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, at en minister ikke må bruge sit ministeriums kort til at lægge ud for private udgifter – ligegyldigt hvor hurtigt, den pågældende minister betaler pengene tilbage.

Rasmus Prehn er af Venstre indkaldt i samråd om sagen 25. august.