Mette Frederiksen freder Kofod i modvind efter sexsag fra 2008

Udenrigsminister Jeppe Kofod har undskyldt og beklaget for længe siden, lyder det fra statsministeren.

Arkivfoto. Statsminister Mette Frederiksen (S) har forsat tillid til sin udenrigsminister, som er i vælten grundet en sexsag fra 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fortsat tillid til udenrigsminister Jeppe Kofod (S), selv om sidstnævntes sexsag fra 2008 er blevet et tema igen.

»Jeg har tillid til de ministre, der er udpeget i Danmark, og jeg synes i forhold til den konkrete sag, at Jeppe Kofod både har undskyldt og beklaget og har gjort det for mange år siden,« siger Mette Frederiksen ifølge TV2.

Hun tilføjer dog, at sagen er »alvorlig«.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at hvis man begår en alvorlig fejl, som det her er udtryk for, at man så undskylder og beklager og selv lægger afstand til det, der måtte være sket. Og så har jeg ikke mere at sige til det,« siger Mette Frederiksen.

Episoden fra 2008 er aktuel igen, efter at tv-værten Sofie Linde i forbindelse med årets Zulu Comedy Galla delte sine oplevelser fra mediebranchen om sexchikane.

De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, har efterfølgende til B.T. udtalt, at hendes parti ikke ville have givet Kofod en ministerpost. Kofod blev udpeget til udenrigsminister efter folketingsvalget sidste år.

Politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R) kalder det, der skete dengang, for noget »svineri«. De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, har dog udtalt, at partiet ikke kommer til at stille et mistillidsvotum.

»Vi har som parlamentarisk grundlag tillid til regeringen og dens ministre, og det har vi, indtil vi meddeler noget andet,« siger han.

»Jeg tror, at alle er enige om, inklusive Socialdemokratiet og de involverede, at det var en forfærdelig sag, og det skal man kunne diskutere i den kontekst, vi nu gør. Men vi har som parlamentarisk grundlag tillid til regeringen og dens ministre,« siger Østergaard.

Tilbage i 2008 havde Kofod, som dengang var 34 år, sex med en på det tidspunkt 15-årig pige.

Hun var medlem af partiets ungdomsparti, DSU, mens Kofod var folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

/ritzau/