Mette Frederiksen får nye særlige rådgivere

Det politiske sekretariat i Statsministeriet består nu igen af to særlige rådgivere og en stabschef. De nye rådgivere har baggrund i henholdsvis Socialdemokratiet og Erhvervsministeriet. Den ene stilling er et barselsvikariat.

Statsminister Mette Frederiksen (S) får nye rådgivere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at ministeriet har ansat to nye særlige rådgivere. Nana Zarthine Christensen og Sofie Findling Andersen vil fra dags dato indgå i det politiske sekretariat i Statsministeriet.

Nana Zarthine Christensen kommer fra en stilling som digital kommunikationsrådgiver og politisk rådgiver i Socialdemokratiet.

Sofie Findling Andersen kommer fra en stilling som særlig rådgiver i Erhvervsministeriet og er ansat i Statsministeriet det kommende år, mens nuværende særlige rådgiver Sara Vad Sørensen er på barsel. Sofie Findling Andersen vil i den periode have orlov fra sin nuværende stilling i Erhvervsministeriet.

Med tiltrædelserne vil det politiske sekretariat i Statsministeriet igen bestå af to særlige rådgivere, ligesom ministeriet gjorde, da Martin Rossen var stabschef i Statsministeriet. Tidligere på året skiftede han job til global kommunikationsdirektør i industrigiganten Danfoss, hvorefter Martin Justesen overtog posten som Mette Frederiksens stabschef.

Martin Justesen har en baggrund som afdelingschef i kampagne- og formandsafdelingen i Socialdemokratiet.