Mette Frederiksen blæste til kamp mod kolde konsulenter i staten. Nu blottes en »kreativ« metode til at nå målet

Uddannelses- og Forskningsministeriet har ifølge Rigsrevisionen skubbet et milliarddyrt it-projekt fra sig i et forsøg på at undgå et politisk vedtaget loft over udgifter til konsulenter i staten. Nu bliver ministeriet beskyldt for at have begået kreativ bogføring, og den daværende regering for at vildlede Folketinget.

Mette Frederiksen lovede danskerne et opgør med statens overdrevne brug af eksterne konsulenter. Til gengæld skulle pengene fra konsulenterne gå til mere borgernær velfærd. Opgøret lader vente på sig, og nu viser det sig, at mindst et ministerium har benyttet sig af »kreativ bogføring« for ikke at karambolere med de politiske ambitioner.  Asger Ladefoged

Det var den helt store socialdemokratiske kampagnemaskine, der blev rullet ud, da Mette Frederiksen i 2019 lovede danskerne mere velfærd for hele tre milliarder kroner.

Budskabet var til at forstå: De varme hænder skulle finansieres ved massive besparelser på nogle af de mere kolde af slagsen, nemlig det offentliges forbrug af eksterne konsulenter.