Flertalsregeringer har den luksus, at de kan gennemføre forslag, de finder rigtige.
Det gjorde SVM-regeringen netop også, da den for nylig afskaffede store bededag.
Men tirsdag eftermiddag i Folketingssalen bakkede statsminister Mette Frederiksen (S) pludselig på et løfte om at afskaffe seniorpensionen.
Det står nemlig i regeringsgrundlaget, at regeringen vil lægge seniorpensionen sammen med Arne-pensionen, og at den nye ordning skal have en lavere ydelse end den nuværende seniorpension.
Det har udløst højlydte protester fra både blå og røde partier, og det var også tilfældet, da der tirsdag eftermiddag var spørgetime med Mette Frederiksen i Folketingssalen.
Her afkrævede Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, statsministeren klart svar på, om regeringen ville afskaffe seniorpensionen som lovet.
»Udgangspunktet for regeringens virke er selvfølgelig vores regeringsgrundlag, og det er et regeringsgrundlag, som er skabt gennem mange ugers forhandlinger,« begyndte Mette Frederiksen.
Statsministeren svarede selv ja til, at der var et regeringsgrundlag, hvis målsætninger regeringen sigtede efter at opfylde.
»Men vi kan også konstatere, at Folketinget ikke er enige i den her sag, og derfor – på et tidspunkt – må vi diskutere med hinanden: Hvad gør vi så?« sagde hun.
Dermed åbnede Mette Frederiksen for en markant anderledes tilgang, end det var tilfældet, da regeringen slog fast, at den havde flertal, og at store bededag ville blive afskaffet, næsten ligegyldigt hvem der protesterede.
Den diskrepans har Niels Thulesen Dahl, der er politisk analytiker på Jyllands-Posten, også spottet, og han undrede sig over, hvad der mon havde ændret sig, siden regeringen hældte en helligdag ud med badevandet.
»Gad vide, hvad der har forandret sig siden … det kan ikke være meningsmålingerne, for de påvirker ikke regeringen, siger den jo,« skriver Niels Thulesen Dahl på Twitter.
Meningsmålinger er for tiden dyster læsning for SVM-regeringen, som i den seneste Gallup-måling i Berlingske lander på 70 mandater mod 89 mandater ved valget i november.
Forliget binder delvist
Politisk kommentator Noa Redington er lidt mere ligefrem i sin undren over regeringens pludselige aversion i forhold til at bruge sit flertal.
»Hvad skal vi med en flertalsregering, hvis den ikke vil bruge sit flertal?« spørger Redington med henvisning til regeringens tøven i forhold til nu at afskaffe seniorpensionen.
Her skal det tilføjes, at regeringen har forpligtet sig til at overholde gældende forlig, og således også forliget om seniorpension, som blev indgået af VLAK-regeringen samt De Radikale og Dansk Folkeparti før folketingsvalget i 2019.
Regeringen har alligevel mulighed for med sit flertal at opsige forliget, men det vil blot først træde i kraft efter næste folketingsvalg.


