Mette F. sætter økonomien øverst efter corona-krise

Før Danmark kan løse klimaudfordringen og andre politiske områder, skal økonomien genetableres.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Fold sammen
Læs mere

»Ingen kan tillade sig at gå tilbage og finde de gamle papirer fra før coronaen frem.«

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i programmet 21 Søndag på DR.

Dermed gør hun det klart, at corona-epidemien har skabt en helt ny og uforudset situation i dansk politik.

»Alt det, der var vigtigt sidste år er også vigtigt i dag. Men vi skal først evne at komme igennem krisen. Og så skal vi få taget de næste beslutninger om dansk økonomi,« siger Mette Frederiksen.

Dermed gør hun det klart, at regeringen vil sætte økonomien øverst på dagsordenen, når Danmark kommer igennem den svære første del af corona-krisen.

»Verden er forandret. Den bliver ikke den sammen. Derfor skal vi ikke aflyse vigtigheden af at få løst klimakrisen. Men nu skal vi etablere den økonomiske udvikling, så vi kan løse nogle af de andre udfordringer som klimaet,« siger Mette Frederiksen i 21 Søndag.

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor der er stigende håb om, at Danmark forsigtigt og gradvist kan tage de første skridt mod en genåbning efter påske.

Antallet af danskere, der er indlagt med corona, har ligget stabilt med et lille fald de seneste dage. Dermed tyder meget på, at Danmark går imod en gradvis genåbning, siger Mette Frederiksen.

Hun understreger dog, at beslutningen i sidste ende skal baseres på en sundhedsfaglig vurdering.

De første skridt mod en genåbning af Danmark vil dog givetvis vække støttepartiernes appetit på at tage fat på den politiske dagsorden, som blev sat i stå af corona-epidemien.

Øverst på støttepartiernes liste står klimaet. Men i en situation, hvor mange virksomheder afskediger og andre går konkurs, kan det være svært at igangsætte en stor grøn omstilling.

Statsminister Mette Frederiksen siger om muligheden for grønne afgifter på virksomhederne i kølvandet på corona-krisen:

»Verden har forandret sig. Det skal vi altid tage bestik af, når vi laver politik. Når vi er ude af det her, så kan vi tage bestik af, hvad konsekvenserne er for dansk og global økonomi.«

»Vi skal sætte retning, der sikrer et mere retfærdigt samfund, vi skal øge beskæftigelsen og håndtere klimaet,« siger Mette Frederiksen.

Blandt andre De Radikale har argumenteret for CO2-afgifter for at sikre ændret adfærd og økonomi til at indfri målet om 70 procents reduktion i drivhusgasserne i 2030.

Det er har dele af erhvervslivet dog advaret i mod med henvisning til corona-krisen.

Ud over klimaet var forventningen også, at politikerne i foråret ville sikre flere penge til politiet i en ny politiaftale. Regeringen ønskede også at fremlægge sit bud på tidligere tilbagetrækning.

Derudover venter kommunerne fortsat på den aftale ud øget udligning, som udløste heftig debat i ugerne før corona-epidemien ramte Danmark.

/ritzau/