Mette F. kalder chikane mod lufthavnsansat for uacceptabelt

Statsminister forstår kollegers ønske om sammenhold, men kalder chikane af sæsonansat for uacceptabelt.

Statsminister Mette Frederiksen taler til 3F's kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, torsdag den 26. september 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager afstand fra sagen fra Københavns Lufthavn, hvor en sæsonarbejder er blevet overfuset, fordi han ikke er medlem af fagforbundet 3F.

»Chikane er selvfølgelig uacceptabelt. Lovgivningen er ret klar i Danmark på det område«, siger Mette Frederiksen.

Hun udtrykker forståelse for, at de bagageansatte ønsker, at alle skal være organiserede.

»Når det sagt, forstår jeg godt, at kollegerne gerne vil have, man står sammen og er organiseret inden for arbejdsmarkedet.«

»Men det skal selvfølgelig være inden for lovens rammer«, siger Mette Frederiksen.

Ordene falder efter statsministerens tale torsdag på 3F's kongres i Aalborg Kongres Center.

Her kom hun ikke ind på sagen, der ellers har fyldt meget de seneste uger.

Den omtalte episode fandt sted i juli, og de verbale udfald mod sæsonmedarbejderen, der er medlem af Ingeniørforeningen, blev lydoptaget.

Efterfølgende nedlagde de bagageansatte arbejdet tre gange. Arbejdsretten har konkluderet, at arbejdsnedlæggelserne var ulovlige.

Det var den tidligere næstformand for de bagageansatte, Michael Marstrand, der stod bag udtalelserne.

Han har over for 3F's eget blad erkendt, at han gik over stregen.

3F's forbundsformand, Per Christensen, sagde forud for indledningen af kongressen lørdag, at det var en »uheldig sag«.

»Loven om foreningsfrihed skal overholdes ligesom de overenskomster, man har, også skal overholdes.«

Michael Marstrand er ikke længere næstformand, og forbundsformanden er tilfreds med, at han har erkendt sin fejl.

»Medarbejderen i lufthavnen (Marstrand, red.) er gået for langt, og det har han også erkendt og taget konsekvensen af. Det er et mandfolk i min bog.«

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var onsdag i samråd om sagen.

»Det, der har fundet sted i Københavns Lufthavn, er fuldstændig uacceptabelt og udtryk for en kultur, som burde høre fortiden til.«

»Jeg har en forventning om og tiltro til, at arbejdsmarkedets parter er ved at rydde op og træffe foranstaltninger,« sagde Peter Hummelgaard.

Sæsonmedarbejderen er nu sygemeldt.

/ritzau/