Mette F. er helt uenig i prisvinders racismekritik

Statsministeren afviser at gå ind i en polemik, efter at hun og regeringen blev kritiseret af dansk forfatter.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er helt uenig i den prisvindende forfatter Jonas Eikas kritik af Danmark og andre nordiske lande. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Statsminister Mette Frederiksen (S) er helt uenig i den prisvindende forfatter Jonas Eikas kritik af Danmark og andre nordiske lande.

Den danske forfatter benyttede tirsdag aften sin takketale efter at have vundet Nordisk Råds Litteraturpris til at lange ud efter blandt andet den danske regering, som Jonas Eika mener fører en racistisk politik på udlændingeområdet.

»Jeg er helt uenig i karakteristikken af både Danmark og de øvrige nordiske lande,« siger Mette Frederiksen onsdag ved et Nordisk Råd-pressemøde i Stockholm.

»Jeg kommer ikke til at gå ind i en polemik med en prisvinder ved en i øvrigt festlig og rigtig god aften.«

»Der er ytringsfrihed, man må sige, hvad man vil. Jeg er uenig, men jeg glæder mig over, at Danmark vandt to priser i går (tirsdag, red.). Det viser noget om, hvad vi kan, både i Norden og herhjemme,« siger hun.

Jonas Eika kritiserede både Danmark og andre nordiske lande i sin tale.

Om Mette Frederiksen og S-regeringen, der kom til magten i juni, sagde han:

»Jeg taler til den danske statsminister.«

»Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.«

»Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre,« lød det blandt andet fra Jonas Eika.

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, har forståelse for forfatterens frustration over den førte politik på udlændingeområdet i Danmark.

»Det er godt, at der er nogle, der råber vagt i gevær. Jeg ville nok have udtrykt mig lidt anderledes, men pointen er den samme, nemlig at vi har en forpligtelse over for børnene i Sjælsmark (udrejsecenter, red.) og alle, der er i en tilsvarende situation, og også en dansk tradition for at tage hånd om det.«

»Derfor kan jeg godt forstå, at folk reagerer kraftigt på at opleve, at selv om der er et regeringsskifte, så synes man ikke, at man kan se, at kursen bliver lagt markant om.«

»Men nu er det jo os, der har bragt regeringen til magten, og det ansvar er vi os meget bevidst.«

»Og derfor betyder det selvfølgelig også, at når vi skal lave en finanslovsaftale, så skal der være mere sund fornuft, også i udlændingepolitikken,« siger Morten Østergaard forud for onsdagens forhandlinger om finansloven.

/ritzau/