Mette F.: Vi har ingen planer om folkeafstemning om retsforbeholdet
Statsministeren afviser, at der i regeringen er planer om at sætte Danmarks retsforbehold til folkeafstemning.

Statsministeren afviser, at der i regeringen er planer om at sætte Danmarks retsforbehold til folkeafstemning.

Vil den nuværende regering sætte Danmarks retsforbehold til folkeafstemning, sådan som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) antydede, at det muligvis ville kunne ske, i et interview med Politiken i juni?
Sådan spørger udlændingeordfører Pernille Vermund (LA) onsdag i Folketingssalen under en hasteforespørgsel om blandt andet migrantstrømme efter situationen ved den spanske eksklave Ceuta.
Retsforbeholdet betyder, at Danmark som udgangspunkt står uden for EU's samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi.
- Er det regeringens plan at sende retsforbeholdet til afstemning i indeværende valgperiode, eller kan statsministeren garantere, at vi fastholder retsforbeholdet, i hvert fald i denne valgperiode, spørger Pernille Vermund.
Statsminister Mette Frederiksen (S) svarer således:
- Nej, vi har ingen planer om en folkeafstemning om retsforbeholdet. Men vi er selvfølgelig hele tiden opmærksomme på, om vores myndigheder, herunder efterretningstjeneste, politi, anklagemyndighed og andre har de nødvendige værktøjer til at håndtere den kriminalitet, der alt for ofte bevæger sig ind over grænserne.
- Jeg kommer ikke til som Danmarks statsminister at gøre noget som helst, der kan gøre Danmarks kontrol på udlændingeområdet usikkert på nogen som helst måde. Det løfte er hermed givet, siger statsministeren.
Danmark har haft retsforbeholdet siden en folkeafstemning i 1993.
Tidligere deltog Danmark i det retlige samarbejde, så længe det var mellemstatsligt.
Med Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, blev hele området gjort overstatsligt. Det betyder, at Danmark som udgangspunkt ikke længere kan deltage i ny EU-lovgivning på området.
De eneste undtagelser er samarbejdet om visumregler, som Danmark deltager fuldt ud i, og Schengensamarbejdet, hvor Danmark har en særlig ordning.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var selv statsminister, da et flertal af danskerne forkastede at afskaffe retsforbeholdet ved en folkeafstemning i 2015.
53,1 procent af vælgerne stemte nej til at afskaffe forbeholdet, mens 46,9 procent stemte ja.
I juni sagde Lars Løkke Rasmussen til Politiken, at det godt kunne tænkes, at en ny folkeafstemning måske kunne komme på tale.
- Jeg vrider ikke det her længere end til at sige, at det her i hvert fald er en regering, der sætter en proces i gang, som logisk set godt kunne føre til, at man kommer til at forholde sig til, om der skal være en folkeafstemning, sagde han.
RITZAU