Mette F: Løkkes pensionsplan gælder først fra 2040

Løkke arbejder på en aftale om tidlig tilbagetrækning for nedslidte. Men ny pensionsalder er først fra 2040.

Mette Frederiksen
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ses her på talerstolen ved 1. maj mødet hos DSU i Aalborg, 1. maj 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Der venter et hårdt opgør om pension og tilbagetrækning i den kommende valgkamp. Det står klart, efter Mette Frederiksen på 1. maj for alvor skruer op for kritikken af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V).

»Jeg har godt hørt, at Lars Løkke mener, at der er brug for at gøre noget. Men først i 2040. Det er simpelthen ikke godt nok. Nogle af dem, der er på arbejdsmarkedet nu kan ikke vente så længe,« siger Mette Frederiksen efter sin første tale på dagen, der blev holdt hos DSU i Aalborg.

Udmeldingen kommer efter, at Lars Løkke Rasmussen i et interview i Berlingske søndag foreslår at ændre på pensionsalderen.

Ligesom Mette Frederiksen vil Løkke ikke lægge sig fast på en præcis model før efter valget.

Til Berlingske kom Løkke dog med to eksempler på justeringer: At man kunne lade pensionsalderen stige mindre efter 2040, hvor pensionsalderen for alvor står til at stige. Eller at nedslidte skal kunne trække sig tilbage tidligere mod at få mindre udbetalt i folkepension.

Socialdemokratiet kom i januar med et forslag om, at man skal have ret til at gå tidligere på pension, hvis man er nedslidt eller har en høj anciennitet på arbejdsmarkedet.

Ifølge Mette Frederiksen skal man have arbejdet i "mere end 40 år" for at kunne få ret til tidligere pension, men hun vil ikke sætte præcist antal år på.

»Vi har brug for at indføre en ret til tidligere folkepension nu. Det kan vi ikke gøre på denne side af folketingsvalget. Spørgsmålet bliver, om man vil have en løsning i 2040 eller en løsning næste år,« siger Mette Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen har kaldt Mette Frederiksens pensionsplan for »det største bluff i dansk politik i flere generationer«. Det skete med henvisning til, at det ikke står klart, hvem der får adgang til at trække sig tilbage. Samtidig har Socialdemokratiet ifølge Løkke ikke sat nok penge af til tidlig tilbagetrækning for de vælgere, som nu tror, de er omfattet af forslaget.

VLAK-regeringen forhandler i denne uge med Dansk Folkeparti og De Radikale om en aftale, der på kort sigt skal give nedslidte øget mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Den aftale ventes at falde på plads inden valget udskrives.

/ritzau/