Mette F. går i rette med Trump og forsvarer ukrainske angreb
Problemet med dieselmangel skyldes ifølge statsministeren krigen i Mellemøsten. Den krig er initieret af USA.

Problemet med dieselmangel skyldes ifølge statsministeren krigen i Mellemøsten. Den krig er initieret af USA.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forsvarer Ukraines ret til at svare igen, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har appelleret til Ukraine om at indstille angreb på raffinaderier.
- Vi er nødt til at holde fast i, at det er Ukraine, der er under angreb fra Rusland, siger Mette Frederiksen til TV 2 fra et topmøde i Finland mandag.
- Jeg har hele tiden igennem denne krig sagt, at Ukraine skal have mulighed for at ramme tilbage, for ellers kommer Rusland til at fortsætte både deres krig mod Ukraine, men også potentielt mod andre europæiske lande.
Søndag sagde den amerikanske præsident under et besøg i Irland, at Ukraine skal stoppe med at "angribe diesel i Rusland".
- Lad ham bare gå efter mål, men ikke diesel, for det skaber en mangel på diesel, sagde Donald Trump.
Mandag har priserne på diesel nået rekord i Danmark med over 19 kroner for en liter.
Den høje pris er ifølge eksperter forårsaget af lave depoter i Europa, konflikten i Mellemøsten omkring Hormuzstrædet og krigen mellem Ukraine og Rusland.
Ukraine har over en længere periode angrebet raffinaderier i Rusland, hvilket har presset Rusland til i sommer at indføre restriktioner på eksport af diesel.
Ifølge statsministeren skal løsningen findes i Mellemøsten, hvor USA og Israel tidligere i år angreb Iran.
- Det ville være rigtig godt at finde en løsning på situationen i Mellemøsten, for det er det, der har været med til at drive priserne opad, siger Mette Frederiksen.
Mens Mette Frederiksen peger på krigen i Iran som en hovedårsag til de stigende brændstofpriser, er Donald Trumps blik i stedet rettet mod Rusland.
På det seneste har Ukraines langtrækkende angreb især været rettet mod Ruslands olie- og gasindustri.
Det har ført til en mærkbar mangel på brændstof i store dele af Rusland.
På grund af denne mangel indførte den russiske regering i juli restriktioner på eksport af diesel.
Rusland har desuden nedjusteret prognosen for landets olieproduktion i år til det laveste niveau i 17 år.
Samtidig har den russiske regering skruet ned for forventningerne til brændstofeksporten i 2026 og 2027 på grund af krigen.
Det fremgår af et udkast til en regeringsprognose, som Reuters har set.
RITZAU