Mette F. forventer flere sager om krænkelser i S

Mette Frederiksen har kendskab til konkrete forhold om krænkelser og tror, at det vil møde offentligheden.

ARKIVFOTO: Statsminister Mette Frederiksen (S) og Sofie Carsten Nielsen (B). Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Mette Frederiksen (S) forventer, at der kan komme flere sager om krænkelser i Socialdemokratiet.

Omfanget og alvoren af fremtidige sager kan hun dog ikke vurdere, men hun har fået kendskab til nogle konkrete forhold.

Det siger hun forud for et gruppemøde i Socialdemokratiets folketingsgruppe tirsdag formiddag, dagen efter at nu forhenværende overborgmester og partiets næstformand Frank Jensen har trukket sig.

Mette Frederiksen siger dog, at hun ikke har nogen forudsætning for at vurdere omfanget eller alvoren.

Har du kendskab til nogen?

»Jeg har fået kendskab til nogle konkrete forhold og tror bestemt også, at noget af det vil møde offentligheden,« siger Mette Frederiksen

Socialdemokratiet har igangsat en advokatundersøgelse, som skal afdække omfanget af problemerne med sexisme.

På et pressemøde mandag lød det fra Frank Jensen, at anklagerne om krænkelser ville overskygge hans politiske arbejde frem mod kommunalvalget næste år. Derfor har han valgt at trække sig, fortalte han.

Frank Jensen fik søndag opbakning fra partifæller ved et krisemøde i København, efter at der var blevet oprullet flere sager i medierne om hans krænkelser af kvinder.

/ritzau/