Mette F. dominerer dansk politik, som Anders Fogh gjorde

Med aftalen om klimaloven fredag aften blev der sat punktum for en perfekt uge for statsminister Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen har oplevet en noget nær perfekt uge – både hjemme og ude – som her på det netop afholdte NATO-topmøde. Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix

Da klimaminister Dan Jørgensen fredag aften kunne annoncere, at klimaloven er på plads, blev der sat punktum for en ekstraordinær uge for statsminister Mette Frederiksen (S) og S-regeringen.

Med klimaloven – der støttes af alle partier bortset fra LA og Nye Borgerlige – tager regeringen første skridt på en vej, der skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.