Messerschmidt skuffet over »administrativ post« til Vestager

Margrethe Vestager får som konkurrencekommissær kun lov til at arbejde med administration og ikke med lovgivning, lyder det fra DFeren Morten Messerschmidt, der er skuffet over posten til danskeren.

Morten Messerschmidt er skuffet over den post, Margrethe Vestager har fået i EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Morten Messerschmidt (DF) havde ærligt talt gjort sig forhåbninger om, at »en tung post« til Danmark i EU-Kommissionen, betød noget andet end posten som konkurrencekommissær.

Sådan lyder europaparlamentsmedlemmets umiddelbare reaktion, efter Berlingske tirsdag aften kunne fortælle, at Margrethe Vestager bliver ny konkurrencekommissær.

»Der var lagt op til, at Vestager skulle have en af de absolut mest magtfulde poster i Kommissionen, og derfor kan jeg ikke lade være med at være en lille smule skuffet,« siger Morten Messerschmidt, der sidder i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

Konkurrencekommissærens fornemste opgave er nemlig at sørge for, at EUs fælles statsstøtteregler bliver overholdt, og at der ikke dannes karteller eller gives konkurrenceforvridende statsstøtte.

Og det handler for meget om administration og for lidt om lovgivning, mener Messerschmidt.

»Selvfølgelig har konkurrencekommissæren meget under sig i form af administration og indflydelse på den måde, men det er jo noget, der handler om bekæmpelse af monopoler og karteldannelser og godkendelse af fusioner og den slags. Det er mere administration, end det er lovgivning. Derfor kan jeg ikke lade være med at sidde med en lille skuffelse,« siger DFeren.

Konkurrencekommissærposten har stod betydning for det indre marked, og Margrethe Vestager kommer til at få en eksklusiv kompetence i forhold til at træffe beslutninger på konkurrenceområdet for EU uden indblanding fra medlemslandene. Men det huer ikke Morten Messerschmidt.

»Jeg tror, de fleste havde en forventning om, at Vestager ville få en post, hvor hun kunne sætte nogle politiske fingeraftryk, ligesom hun i Danmark er blevet bredt accepteret for at kunne både af med- og modspillere. Man havde forventet, at hun kunne gøre det samme i EU-sammenhænge, og det er en lille smule skuffende, at hun ikke kommer til det,« siger han.

Den nuværende konkurrencekommissær, den spanske Joaquín Almunia, er samtidig en af næstformændene i Kommissionen, og derfor nærer Morten Messerschmidt et spinkelt håb om, at der også er en næstformandspost i sigte til Margrethe Vestager, når kommissionsformand Jean-Claude Juncker præsenterer sine 28 nye kommissærer onsdag klokken 12.

»Så kan hun muligvis få mere indflydelse på andre områder. Men hvis det kun er konkurrencekommissærposten, vi taler om, så er det faktisk lidt skuffende.«