Messerschmidt om Elbæk-støtte: Det er ikke kynisme, men...

Både Liberal Alliance og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt opfordrer danskerne til at hjælpe Uffe Elbæks parti, Alternativet, med at komme på stemmesedlen ved næste valg. Men hvorfor gør de det?

Fra venstre: Morten Messerschmidt, Uffe Elbæk, Simon Emil Ammitzbøll. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Thomas Lekfeldt / Thomas Lekfeldt / Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uffe Elbæks parti, Alternativet, er næppe Morten Messerschmidt (DF) eller Simon Emil Ammitzbølls (LA) politiske kop te. Tag bare tre eksempler fra partiets politiske program:

1) Spekulationsforetagender såsom hedgefonde og kapitalfonde skal forbydes.

2) Der skal arbejdes for en global skat på ressourcer.

3) Der bør indføres højere beskatning på finansielle investeringer, som ikke bidrager til omstillingen af samfundet.

Kort sagt vil Alternativet en helt anden vej end blå blok.

Alligevel har både Morten Messerschmidt på Facebook og Liberal Alliance på Twitter offentligt opfordret danskerne til at skrive under på de vælgererklæringer, der vil gøre det muligt for partiet at komme på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, var sågar tidligere i dag ude og give Uffe Elbæk en krammer, fordi Alternativet nu synes tæt på målet om de i alt 21.000 underskrifter, det kræver for at blive opstillet.

Ifølge Morten Messerschmidt skal opfordringen fra hans side først og fremmest findes i demokratisk sindelag.

»Rent demokratisk er det jo sådan, at når så mange mennesker har skrevet under, og Uffe Elbæk selv har et folkeligt mandat, så ville det da være ærgerligt og forkert, hvis ikke han skulle have lov til at stille op. Desuden kender jeg Elbæk og har arbejdet sammen med ham, dengang han havde Kaospiloterne og jeg stillede op til Folketinget for Østjyllands Storkreds. Jeg kender ham som en måske lidt naiv, men også hæderlig person,« siger han.

Samme toner kommer fra Simon Emil Ammitzbøll.

»Vi hos Liberal Alliance kender jo selv til det at samle underskrifter, og vi synes, at Uffe og Alternativet skal have en chance. Vi er jo et liberalt parti, så demokrati og konkurrence ligger os meget på sinde,« siger han.

»Og så synes vi jo, at reglerne for at kunne blive opstillet er for svære. Og det vil vi gerne sætte fokus på her.«

Rent taktisk har både Messerschmidt og Ammitzbøll dog gode grunde til at anbefale en underskrift. For som Jyllands-Posten skrev søndag, kan Alternativets opstilling ende med at koste Thorning sejren.

Elbæk kan koste Thorning sejren

Elbæk støtter nemlig en rød regering, men kommer Alternativet ikke over spærregrænsen på to procent af stemmerne på valgdagen, ender alle partiets krydser som stemmespild. Og det kan, hvis valget mellem de to blokke bliver tæt, i sidste ende være katastrofalt for venstrefløjen.

»Jeg kan da ikke undgå at skele til de forhold, at det jo ikke er mange borgerlige stemmer, der stemmer på Alternativet, og det spiller da en rolle,« siger Morten Messerschmidt, der direkte adspurgt »ikke helt kan udelukke,« at han også anbefaler Alternativet på grund af muligheden for, at partiet ved et valg kan trække tæppet væk under Thorning.

Er der tale om kynisme?

»Jeg ved ikke helt, om man kan tale om kynisme. Jeg tror, blå blok har den samme udfordring med Kristendemokraterne, der jo tager blå stemmer i først og fremmest Vestjylland. Kynisme er ikke det rigtige udtryk, men med Elbæks parti vil tingene måske så gå op i en højere enhed.«

Morten Messerschmidt er ikke bleg for at slå fast, at »den lille tanke om, at det vil kunne genere rød blok,« er blandt de tre årsager til, at han opfordrer danskerne til at skrive under.

Simon Emil Ammitzbøll slår dog i modsætning til Messerschmidt fast, at hans anbefaling alene baserer sig på demokratiske principper.

Han vil dog ikke garantere, at partiet vil anbefale danskerne at skrive under på et hvilket som helst parti, f.eks. på den borgerlige side af midten, der ønsker at blive opstillingsberettiget.

»Der er mange ting, der er faldet sammen lige her: Vi kender ham på forhånd, og vi har selv prøvet det at skulle samle underskrifter. Du kan jo gennemgå alle de 90 partier, eller hvor mange der står på sådan en liste, og jeg vil jo ikke sidde og love, at vi vil gøre det for andre,« siger han.