Messerschmidt kalder homo-organisation »sekterisk seksual-lobby«

Det er frås, at EU støtter organisationen ILGA, der kæmper for homoseksuelles rettigheder, mener Morten Messerschmidt.

Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medlem af Europa-Parlamentet og Dansk Folkepartis spidskandidat til det kommende valg Morten Messerschmidt (DF) er utilfreds med, at EU-kommissionen støtter den europæiske organisation, ILGA, der kæmper for homoseksuelles rettigheder. I sin blog på jyllands-posten.dk kalder han det for »frås«, at EU i 2013 gav 7.7 millioner kroner.
Under overskriften »EU betaler for sekterisk seksual-lobby« stiller han spørgsmålstegn ved, om det er en del af unionens formål at give økonomisk støtte til homoseksuelles rettigheder.

»Hvorfor skal lande, hvor et klart befolkningsflertal - som i de østeuropæiske demokratier - er imod homo-ægteskaber eller homo-adoptioner finde sig i, at den ikke-valgte EU-kommission åbent, aktivt og økonomisk støtter en lobby, som promoverer netop den slags standpunkter,« spørger han i sit blogindlæg.

I indlægget påpeger Morten Messerschmidt, at en stor del af de østeuropæiske lande ikke bakker op om homoseksuelle ægteskaber eller adoptioner. Derfor er det forkert, at EU støtter en organisation, der arbejder for at indføre rettigheder til de homoseksuelle.

»Jeg synes ikke, at EU skal blande sig i de her spørgsmål. Heller ikke ved at finansiere organisationer som ILGA eller andre. Det er fint, hvis medlemslandene har lyst til at give penge til den slags organisationer, men jeg synes ikke, at EU skal gøre det,« siger han til dr.dk.

ILGA er en paneuropæisk paraplyorganisation, der dækker mere end 400 mindre forbund fra 45 europæiske lande. EU-kommissionen er ifølge ILGAs egen hjemmeside organisationens største bidragsyder.