Messerschmidt efter Berlingske-pris: Jeg tvivler på, at Vanopslagh er borgerlig

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, modtog i år den borgerlige Fonsmark-pris. Men kollegaen hos Dansk Folkeparti stiller nu spørgsmålstegn ved, om LAeren overhovedet er borgerlig.

Alex Vanopslagh blev indstillet til Fonsmark-prisen for sin kampagne »Du kan godt« på de sociale medier forud for folketingsvalget. Søren Bidstrup (arkivfoto)

En borgerlig tænker, der i ekstraordinær grad har præget samfundsdebatten.

Sådan lyder definitionen på vinderen af Fonsmark-prisen, der hvert år kåres af Berlingskes abonnenter.

I år faldt valget på Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, og selvom kollegaen fra Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, ønsker ham tillykke, er det ikke uden panderynker.

Messerschmidt tvivler nemlig på, om LA-lederen overhovedet er borgerlig, skriver han i en længere kronik hos Politiken.

Her skelner Morten Messerschmidt mellem liberalisme og borgerlighed. Og det parti, Vanopslagh står i spidsen for, udspringer ikke af sidstnævnte, lyder det.

Liberal Alliance er skabt til at varetage særlige interesser såsom lavere skat og med et evigt mål om mere frihed til den enkelte. Og det står i modsætning til borgerligheden, må man forstå.

»I sit væsen og menneskesyn er liberalismen snævrere forbundet med radikalismen og emancipationen end med den borgerlighed, der tør tale til mennesket om pligt og ansvar. Især for de fællesskaber, der er selve grundstenen under menneskelivet – nemlig de ikke så frit valgte fællesskaber som familie, folk og fædreland. I borgerligheden er disse det egentlige,« skriver Messerschmidt:

»Derfor er Dansk Folkeparti et folkeparti. Fordi vi værner om danskerne, der – trods alle forskelle og uenigheder – er et folk.«

Messerschmidt runder af med at lykønske Vanopslagh for både valgresultatet – hvor Liberal Alliance vandt ti nye mandater – og Fonsmark-prisen.

Men »borgerligheden må vi vist stadig vente på« skriver han.

​Fonsmark-prisen, der er opkaldt efter tidligere Berlingske-chefredaktør Henning Fonsmark, har været uddelt af Berlingske og Den Berlingske Fond siden 2020.

Tidligere Fonsmark-prisvindere er Per Stig Møller, May Bjerre Eiby og Anna Libak.