Mere tid til sex

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste år ramte antallet af fødsler i Danmark det laveste niveau i 25 år. Ikke siden 1968 har vores fertilitet været høj nok til at reproducere befolkningen, viser tal fra Danmarks Statistik. Men det vil sundhedsordførere fra blandt andet SF, Konservative og Dansk Folkeparti ifølge DR.DK gøre noget ved.

Her bliver jeg så igen slået med forbavselse. Er der da slet ingen grænser for, hvad politikere fra de gamle partier vil ”gøre noget ved” i betydningen ”regulere”? Findes der ikke bare et lille-bitte helle i dette gennemregulerede land, hvor man kan gemme sig for statens henstillinger, forslag og ”motivation af borgerne”. Åbenbart ikke. De vil med helt ind i soveværelset.

Özlem Cekic (SF) foreslår konkret, at en gruppe af forskellige eksperter skal formulere anbefalinger til, hvad politikerne kan gøre. Sundhedsminister Astrid Kragh tilføjer: ”Vi skal løbende se på, om vi kan forbedre rammerne for børnefamilier, og det er muligt, at en hurtigt arbejdende, mindre ekspertgruppe kan være med til at give svar på, hvilke knapper vi kan skrue på”. Super. Nu skal der skrues på knapper i intimsfæren! Jeg har for længst nået kvalmetærsklen.

Som om der ikke var rigeligt med regulering, der når helt ind bag hjemmets fire vægge hos de små familier. Efter et ophold på en fødeafdeling, der varer cirka et nanosekund, hvis barnet er sundt og raskt, kan man se frem til stærk påvirkning om at amme så lang tid som muligt. Amning er sundt for barnet – men propagandismen har nået et niveau, hvor mangen stærk kvinde er brudt grædende sammen og har konkluderet, at hun er en fiasko som mor, fordi hun ikke kan amme og vælger at give sit barn flaske. Herefter tager kommuner og stat over med endeløse vejledninger om alt fra madpakker, udluftningsintervaller, højtlæsning ved sengetid og børn og voksnes opførsel i trafikken. Med den nye skolereform kommer også ”tale-lektier”, der så vidt jeg har forstået, går ud på, at man skal tale med sit barn om hverdagen (!). Forleden så jeg i Nyhederne en ”kost-sociolog”, der ønskede at indføje børns deltagelse i madlavning i hjemmet i Statens Kostråd. Mon ikke, han får sin vilje? For man kan vel vanskeligt forvente, at det er noget, familierne selv kan hitte ud af.

Men jeg finder det ærligt talt provokerende, at der ikke er nogen ende på, hvor mange gode råd, jeg skal høre på, som jeg ikke har bedt om, og som jeg og andre børnefamilier skal betale via et af verdens højeste skattetryk. Danske børnefamilier er, hvis man sammenligner i OECD blandt dem, der arbejder mest i Europa. Vi knokler løs som nogle vanvittige og afleverer en marginalskat op til 56,2 % til staten. Når vi kommer hjem og har fået sat aftensmaden til livs, falder vi bevidstløse om i sofaen. Der skal tjenes hjem til energipriser, der ligger nr. 1 i Europa, fødevarepriser, der ligger nr. 3 i Europa og afgifter på alt fra brænde til den luft, man pumper i softice. De arbejdende børnefamilier bærer desuden 800.000 danskere på deres ryg, der er i den arbejdsdygtige alder, men som ikke arbejder. Og nu skal vi så også til at sortere vores skrald i et utal af forskellige spande. Regeringen siger, at skraldet er det rene guld. Men hvorfor er vi mange, der kan lugte nye udgifter, vi selv skal betale, på lang afstand? Udgifter, der vil få os til at presse læberne hårdt sammen, mens vi står og bruger vores dyrebare tid med sorteringsfifleriet og kartoffelskrællerne, der – korrekt sorteret – kan give muld nok til en sekstendedel potteplante. Presset på familierne er betragteligt. Og oveni det, skal vi så høre på det skatteyderbetalte ævl om, hvordan vi skal være sammen med vores egne børn i den sparsomme fritid, der er til overs, når ugen er ovre, og regningerne er betalt. Sex? Glem det!

Vi afleverer ungerne i institution – selv med feber – for vi er så pligtopfyldende, og vi vil nødig miste vores arbejde. At klare regningerne på én indkomst virker uoverkommeligt hos mange familier. Hvornår gør de mon oprør, disse hårdtarbejdende familier, tænker jeg? Eller de unge mennesker, der går og overvejer at stifte familie? Tror de alle sammen på den røde fløj, der hæfter skattelettelser sammen med et blodbad for kernetropperne i velfærdsstaten som sygeplejersker og skolelærere? Eller er vi ved at vejre morgenluft og mærke, at vi kan kaste nogle af byrderne af os og kræve mere af vores eget liv tilbage?

Den røde fløj forsøger at sælge statens væg-til-væg tilbud til familierne som en forudsætning for et velfungerende familieliv. 100 % dækning hos familierne af 0ffentlige vuggestuer og børnehaver er forudsætningen for at vi overhovedet kan have familier i et moderne samfund, må vi forstå. Men det er jo ikke korrekt. I hvert fald var børnefødslerne flere, dengang skattetrykket var langt mindre, og de skattebetalte pasningstilbud var mindre omfangsrige. Der er altså noget, der tyder på, at familierne ikke trives fuldstændigt fremragende under tryk. Og at det ville give mere plads til at være familie, hvis vi også fik mere rum til at vælge selv; vuggestue, privat institution eller – oh ve! – måske passe ungerne selv i en periode?

Hvis vi kunne beholde flere af vores egne penge, ville nogle af os vælge at arbejde mere. Andre ville bruge friheden til at være mere sammen med deres børn. Bruge lidt mere tid med de gamle i familien. Bruge pengene på at betale en håndværker til at ordne stakittet og fliserne på badeværelset i stedet for at spilde endnu en weekend i pendulfart mellem Silvan og hjemmerod, mens ungerne er parkeret foran fjernsynet. Færre byrder kan betyde, at vi har mere tid til at gøre det, vi finder allervigtigst i livet. Færre byrder vil betyde mere frihed til at bruge livet, tiden og pengene, som vi selv finder det godt. Jeg vil derfor anbefale de velmenende sundhedsordførere at glemme ekspertpanelet og koncentrere alle deres kræfter om at rydde barrierer af vejen for familierne. Start med grundskylden og brændeafgiften. Sæt afgifterne ned på fødevarer og energi. Sæt skatten ned på arbejde. For hver gang, en afgift eller en skat kan ryddes af vejen eller reduceres, kan familierne rette ryggen lidt mere og rette blikket lidt mere mod hinanden. Måske giver det mere sex? Måske får vi flere børn? Helt sikkert er det, at det giver mere plads til at leve.