Mercado: Diskriminationsforbud er et kraftigt signal

Minister vil lave loven om, så det bliver forbudt at diskriminere mod handicappede. Det er det ikke i dag.

Læs mere
Fold sammen

Handicappede skal have samme muligheder som andre minoriteter for at klage, hvis de oplever at blive udsat for diskrimination.

Sådan lyder et forslag fra børne- og socialminister Mai Mercado (K), der med egne ord sender et "kraftfuldt signal".

- Hvis man har et handicap, og man oplever at blive diskrimineret, vil man få mulighed for at klage. Det betyder også, at man vil kunne få medhold og dermed få ord for, at man er blevet uretfærdigt behandlet.

Sådan siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) om et forslag, hun rejser, om at forbyde diskrimination af handicappede også uden for arbejdsmarkedet.

Hun understreger, at forslaget ikke handler om tilgængelighed.

- Det betyder eksempelvis, at adgang til en restaurant, for eksempel en kørestolsrampe, ikke er med, siger Mai Mercado.

- Det vil simpelthen medføre store og øgede omkostninger. Så der har vi valgt at sige, at vi holder tilgængelighed uden for, siger ministeren.

Hendes forslag handler om "det indholdsmæssige", siger hun.

- Er man spastiker, og en restaurantejer oplever, at man ikke lige passer ind i klientellet, vil ejeren lovligt kunne bortvise en uden nogen forklaring. Og i øvrigt gøre det helt lovligt. Det vil man ikke kunne med det her forslag.