Mens Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har travlt med at støtte Støjberg, er Venstre-politikere mere tavse – men i krogene hviskes der ivrigt om næstformanden

Afhøringerne i Instrukskommissionen får Nye Borgerlige til at skose Venstre for mangelfuld opbakning til Inger Støjberg, og politikere fra Dansk Folkeparti har ivrigt sat sig til tasterne. I Venstre har kun ganske få i folketingsgruppen offentligt støttet partiets næstformand – og på de indre linjer vækker Støjbergs forklaringer i kommissionen undren hos flere.

Inger Støjberg (V) ankommer til Retten på Frederiksberg for at blive afhørt af den såkaldte Instrukskommission. Hendes forklaring i vidneskranken har fået flere i Venstre til at løfte øjenbrynene. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Søndag eftermiddag, mens Inger Støjberg for første gang svarede på spørgsmål i vidneskranken i Instrukskommissionen, satte Pernille Vermund sig til Facebook-tasterne.

Som så ofte før indledte Nye Borgerliges formand sit opslag på det sociale medie med en overskrift i versaler – efterfulgt at et lille dannebrogsflag.