Lørdag vågnede Israel til palæstinensiske Hamas-krigere, der kom ned fra himlen og op fra jorden.
De kidnappede og dræbte i hundredvis af såvel israelske civile som israelske soldater.
Samme dag begyndte de palæstinensiske flag at vaje i flere europæiske byer, og søndag eftermiddag fyldtes Den Røde Plads på Nørrebro med mennesker, der støttede Palæstina.
Det viser billeder og videoer, som en tæt bekendt til det socialdemokratiske folketingsmedlem Frederik Vad tog søndag eftermiddag.
»Et land bliver angrebet, den største massakre på jøder vel i årtier, og så er responsen i København og andre europæiske lande, at der bliver hujet og dyttet og viftet med det palæstinensiske flag, som jo blandt andet tilhører det område, hvor terrororganisationen Hamas opererer,« siger Frederik Vad og fortsætter:
»Jeg synes, min kollega Bjørn Brandenborg havde et godt udtryk for det. Jeg synes, det er klamt. Og alle, der forsøger at påstå andet, prøver bare at finde en eller anden undskyldning for den her terrororganisation.«
Det er langtfra kun i København, at man har kunnet se Palæstinas flag hænge ud ad bilers vinduer og over menneskemængder på pladser.
I svenske Malmø kørte omtrent 200 biler ifølge avisen Sydsvenskan i dyttende kortege gennem byen med palæstinensiske flag holdt ud ad vinduerne, og på et centralt torv i Helsingborg fejrede en menneskemængde eksplicit Hamas' angreb på Israel. Også i England har der været propalæstinensiske demonstrationer.
»Det har i det hele taget været vildt at følge, hvad der foregår i de europæiske storbyer. Der er ikke så mange israelske flag rundtomkring, men helt vildt mange palæstinensiske,« siger Frederik Vad.
»Vi bruger ikke den logik«
Konflikten mellem Israel og Palæstina har i årtier delt vandene langt uden for regionens grænser og skabt et til tider kompliceret debatklima omkring emnet.
Frederik Vad understreger da også, at han ikke gider »skydes alt muligt i skoene«, at han er dybt bekymret over Israels udvikling, og at han på ingen måde er tilhænger af den israelske regerings etnokonservatisme, som han kalder det.
Frederik Vad, kan man ikke mene, at det er meget naturligt, at Palæstina slår igen efter årtiers undertrykkelse fra Israel?
»Jeg er selv politisk kæmpe, kæmpe stor modstander af den israelske regering. Men Israels ret til at eksistere som det eneste land i verden, hvor jøder kan opholde sig i fred og sikkerhed, er helt afgørende at støtte op om.«
Han ved, at der findes masser af »gode palæstinensere«, som vil have en fredelig tostatsløsning, men flere på venstrefløjen mener ifølge ham, at hvis bare Israel opførte sig bedre, så ville Hamas lægge våbnene.
»Men Hamas ønsker ikke, at der skal bo jøder i hele den del af Mellemøsten.«
Men kan man ikke godt støtte Palæstina uden at støtte Hamas' drab på civile?
»Det svarer jo til at flage med det russiske flag for at markere, at Rusland i sig selv er et dejligt land, og at mange russere ikke støtter invasionen af Ukraine. Pointen kan være rigtig nok, men vi bruger jo ikke den logik i nogen andre sammenhænge.«
Frederik Vad mener, at det i nogles øjne er blevet et højreorienteret standpunkt at ville beskytte jøder og kritisere, at nogen flager med palæstinensiske flag samme dag, som mange hundrede civile jøder er slået ihjel.
»Hver eneste gang man siger eller skriver noget om jøder, får man fra særligt den ydre venstrefløj smidt i hovedet, at man skal tænke på Palæstina og muslimerne,« siger han.