Meningsløs meningsmålings-journalistik

Jacob Askham-Christensen: Kære journalister, gør danskerne en tjeneste og indstil bombardementet med meningsløs meningsmålingsjournalistik!

Jacob Askham-Christensen, Ph.D.-studerende ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Megafon gennemførte for nylig en meningsmåling, hvor de spurgte danskerne, om de har størst tiltro til Helle Thorning-Schmidts eller Lars Løkke Rasmussens evner, når det drejer sig om at styre kongeriget sikkert gennem den økonomiske krise. Resultatet var, at 41 procent af de adspurgte mente, at Helle Thorning ville være at foretrække som rorgænger i det økonomiske stormvejr, mens 40 procent foretrak Lars Løkke som styrmand.

Den pågældende meningsmåling foranledigede nyhedshistorier fra Politiken, TV2 og Berlingske. De tre ellers så anerkendte nyhedsmedier var imidlertid dybt uenige om, hvad meningsmålingen viste. Politiken bragte på baggrund af meningsmålingen fra Megafon artiklen »Vælgerne tror lidt mere på Thornings krise-evner«. TV2 var enig og konkluderede, at »Danskerne har større tiltro til Helle Thorning-Schmidt end til Lars Løkke Rasmussen, når det handler om at varetage Danmarks økonomiske interesser«. Berlingske var derimod lodret uenig, idet avisen vurderede, at »Danskerne har lige så stor tillid til Helle Thorning som til Lars Løkke på det økonomiske område«. Hvad skal man dog som læser tro?

En løsning kunne være at anlægge demokratiets gængse principper og lade flertallet diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Vælges denne tilgang, må vi således konkludere, at der står 2-1 i Thornings favør, altså at danskerne vurderer Helle Thorning-Schmidt som den bedste skipper i det økonomiske stormvejr. I det konkrete tilfælde ville demokratiets spilleregler imidlertid lede til en fejlagtig konklusion. Årsagen er den ganske enkle, at meningsmålinger aldrig nogensinde kan fortælle os noget helt præcist. Meningsmålinger som Megafons og for den sags skyld alle andres skal altid tolkes varsomt. I bedste fald kan de, hvis de ellers er lavet på betryggende vis, opfattes som værende et kvalificeret fingerpeg om eksempelvis danskernes holdninger. Vi bør i særdeleshed være påpasselige, når forskellene er små eller usikre. Ifølge Megafon selv er usikkerheden på den pågældende meningsmåling på 3 procentpoint. Dette er i øvrigt en ganske typisk usikkerhedsmargin i meningsmålinger. I det konkrete eksempel medfører usikkerheden altså, at Lars Løkke med stor sandsynlighed foretrækkes af mellem 37 og 43 procent af danskerne, mens Helle Thorning vurderes som den mest fordelagtige rorgænger af et sted mellem 38 og 44 procent af danskerne. Med andre ord kan vi ganske enkelt ikke vide, hvem af de to politikere danskerne reelt foretrækker som skudens kaptajn i det nuværende økonomiske stormvejr. Beklager, men det er en ommer, Politiken og TV2!

Desværre er det gennemgåede eksempel blot ét af et nærmest endeløst hav af eksempler på meningsløs meningsmålingsjournalistik. Og hvad endnu værre er, at det kommende folketingsvalg ubønhørligt nærmer sig, og at journalister som regel anvender sådanne lejligheder som en kærkommen anledning til at overdænge danskerne med endnu mere meningsløs meningsmålingsjournalistik.

En storstilet amerikansk undersøgelse af meningsmålinger op til præsidentvalget i 1996 mellem Bill Clinton og Bob Dole viste to ting. For det første at medierne brugte endeløst med spalteplads på at tolke selv marginale bevægelser i opbakningen til præsidentkandidaterne, og for det andet at stort set al den bevægelse, der forekom i meningsmålingerne, kunne forklares ud fra den usikkerhed, meningsmålinger uundgåeligt er forbundet med. Med andre ord så kunne de amerikanske journalister have sparet deres krudt på at tolke meningsmålingsbevægelser, der måske, måske ikke var reelle bevægelser i vælgeropbakningen. Da alle meningsmålinger er forbundet med denne usikkerhed, er en tilsvarende problematik naturligvis også gældende i Danmark.

Anvendelsen af meningsmålinger i dagspressen har, på trods af de usikkerheder der unægtelig er forbundet med dem, været i eksplosiv vækst i de seneste årtier. I 1980erne refererede fire af de store landsdækkende dagblade (Politiken, Berlingske, Information og Jyllands-Posten) blot til meningsmålinger i gennemsnitlig fem artikler om året. I 1990erne var tallet steget til omkring 2.200. I 00erne fortsatte den eksponentielle vækst, og omkring 11.000 artikler refererede årligt til meningsmålinger. Flere faktorer bidrager til en forklaring af den eksplosive vækst i journalisternes anvendelse af meningsmålinger. For det første kan flere og flere finde ud af at fabrikere online-meningsmålinger. For det andet er det blevet billigere og billigere at gennemføre selv store veltilrettelagte meningsmålinger. Og for det tredje er det blevet væsentligt hurtigere at gennemføre meningsmålinger. Hvor man før i tiden typisk skulle sende breve ud til udvalgte borgere og derefter vente på svar, har de store analyseinstitutter almindeligvis faste paneldeltagere, der hurtigt kan udfylde en internet-meningsmåling. I forbindelse med den eksponentielle vækst i anvendelsen af meningsmålinger i journalistikken må vi sætte vores lid til, at de danske journalister med tiden holder op med at producere nyhedshistorier på baggrund af tvivlsomme tolkninger af diverse meningsmålinger.

Hvis journalisterne imidlertid ikke af sig selv ophører med at producere meningsløs meningsmålingsjournalistik, må vi håbe, at redaktionscheferne, der så ofte beklager sig over manglende tid og ressourcer til dybdeborende journalistik, tager deres journalister i nakken og begrænser den useriøse anvendelse af meningsmålingerne.

Givet at de danske redaktionschefer normalt må betragtes som særdeles kompetente mennesker, kan det vække en vis undren og på det nærmeste synes kontraintuitivt, at man i tide og utide kan finde eksempler på meningsløs meningsmålingsjournalistik i de danske medier. Underviserne Lars Friis og Kresten Roland Johansen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole fremkom for nylig med den konspiratoriske tese, at der er opstået en uhellig alliance mellem journalister, politikere og meningsmålingsinstitutter. Kort fortalt tolker de to undervisere den endeløse række af meningsløs meningsmålingsjournalistik som et udtryk for, at de journalistiske redaktører har et enormt behov for at producere interessante historier, også selv om disse beror på et tvivlsomt grundlag. Politikerne har på deres side brug for al den medieomtale, de kan opnå, og hvis de ligefrem kan komme i medierne, fordi deres parti ser ud til at have haft en lille fremgang i meningsmålingerne, ja så kan det jo næsten ikke blive bedre! Meningsmålingsinstitutterne går heller ikke ram forbi, idet de får skyld for at undlade at kommentere de fejlagtige eller blot lidt for bastante tolkninger af deres meningsmålinger.

Mens vi blot kan vente på, at denne uhellige alliance opløses, vil jeg slutte med to henstillinger. Alle forbrugere af nyhedsmedier vil jeg opfordre til at tage de kritiske briller på, når medierne præsenterer resultater af meningsmålinger. Og til jer, kære journalister, vil jeg blot sige: Indstil bombardementet af danskerne med meningsløs meningsmålingsjournalistik.