Politisk ordfører Pelle Dragsted (EL) har kaldt det »et slags parti i partiet«, der »fører en offentlig kampagne mod Enhedslisten«.

Konturerne er tegnet tydeligt op mellem Enhedslisten og dets fraktion Rødt Venstre. 

Men nu er der opstået internt splid i den fraktion, der ellers skulle tage et opgør med »moderniseringsfløjen med Pelle Dragsted i spidsen«.

To medlemmer af partiet, hvoraf den ene er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, Pia Thorsen, har lørdag trukket sig fra Rødt Venstre. 

I en fælles udmeldelseserklæring, som Solidaritet har bragt, skriver Jens Crumlin og Pia Thorsen, at de føler sig »snigløbet i koordinationsgruppen« af enkeltpersoner i Rødt Venstre, der har handlet med en »skjult dagsorden«.

Her henviser de blandt andet til en artikel fra DR, hvor medlemmer af Rødt Venstre udtrykker, at de to parter – Rødt Venstre og »moderniseringsfløjen« – slet ikke er så uenige.

Udmeldingen til DR er dog blevet til uden at »afvente koordinationsgruppens mandat«, skriver Crumlin og Thorsen:

»Vi er MEGET uenige med moderniseringsfløjen, som vil forvandle det aktive demokrati i Enhedslisten til en passiv partiforening, der deler foldere ud og betaler kontingent. Sådan opbygger man efter vores overbevisning ikke et altid kampklart parti,« lyder det fra de to nu tidligere medlemmer af Rødt Venstre.

En politisk skillevej 

Fraktionen Rødt Venstre består af både tidligere og nuværende medlemmer af Enhedslisten, der stiller sig i klar opposition til den nuværende politiske kurs i Enhedslisten, der i følge dem har taget en klar højredrejning. 

Samtidig har fraktionen rettet kritik af Enhedslistens partiledelse for at forholde sig for ukritisk til Israel. Alt imens partitoppen har kritiseret, at Rødt Venstre ikke tager afstand fra organisationen Demokratisk Front for Befrielse af Palæstina (DFLP), der deltog i angrebet på Israel 7. oktober, og som Enhedslisten tidligere har samarbejdet med. 

Siden har et højspændt drama udspillet sig mellem de to parter, der har efterladt Enhedslisten ved en »skillevej« ifølge Pelle Dragsted, efter flere medlemmer er blevet en del af fraktionen. 

Søndag besluttede Enhedslistens hovedbestyrelse at indkalde til et ekstraordinært årsmøde 14. december efter en tid med interne uroligheder i venstrefløjspartiet.

På mødet skal det blandt andet besluttes, om et flertal på to tredjedele i hovedbestyrelsen skal være nok til at smide medlemmer af partiet på porten. For nu kræver det et flertal på fem sjettedele af hovedbestyrelsen.

»I en længere periode har enkelte medlemmer og en organisation, der kalder sig 'Rødt Venstre' vedvarende skabt tvivl i offentligheden, om nogle af vores mest centrale værdier: Forsvaret for menneskerettigheder og afstandtagen til alle former for terrorhandlinger og krigsforbrydelser. Det går simpelthen ikke,« skriver Pelle Dragsted i et opslag på Facebook mandag aften.