Mediernes nedtur kan blive demokratiets krise

Det er næsten udelukkende de store nyhedsmedier, der leverer publicistisk indhold på internettet, viser ny forskning.

Internettet formår endnu ikke at erstatte de traditionelle medier, primært de trykte aviser, som nyhedsbærere. De store sager, f.eks. om daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og de statsløse palæstinensere, begynder som regel i de klassiske medier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den professionelle journalistik har i årtier spillet en vigtig rolle for det danske demokrati både som vagthund og som formidler af den politiske debat. Det er der bred enighed om. Men den journalistiske kerneforretning skrumper i disse år betydeligt, og flere af landets dagblade er trængt på deres levebrød – af oplagsnedgang og af en svindende andel af de samlede annoncekroner.

Aviserne konkurrerer nemlig ikke blot med tv og radio, men må i stigende omfang forholde sig defensivt til internet og sociale medier, der tilbyder flere og flere platforme, som annoncørerne kan rykke ind på, mens seriøse bloggere stiller med alternativer til avisernes debatsider og til dele af journalistikken.

Men på trods af at medieforbrugerne i stigende omfang rykker fra print til skærm, har internettet fortsat ikke erstattet de traditionelle nyhedsmediers rolle som formidlere af netop det folkeoplysende nyhedsstof, der er uafhængigt af økonomiske interesser, og som holder statslig indflydelse på en armslængdes afstand.

Det viser helt ny forskning fra Københavns Universitet, der sammenligner indholdet på de største danske internetudgivelser med indholdet på mindre internetsiderIfølge lektor ved institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Rasmus Helles, der står bag undersøgelsen, er det udelukkende de landsdækkende dagblade og de øvrige store nyhedsudbydere som DR og TV 2, der leverer bredt publicistisk indhold online.

Forestillingen om, at internettet flyder over med websider, der giver offentlig oplysning med karakter af public service, er altså en myte.

»Der er knyttet en del forventninger til internettet, der angiveligt skulle være et kogende hav af debatter. Men det brede udbud af samfundsdiskuterende stof kommer fortsat fra de store mediehuse,« siger Rasmus Helles.

Han gør op med forestillingen om, at borgerne har skabt deres egne rum online, hvor de kan tale bredt om emner af offentlig interesse.

»Selv når det kommer til blogs med et publicistisk indhold, ligger de typisk som undersider hos en af de større nyhedsudbydere,« siger Rasmus Helles, der konstaterer, at aviserne ikke har tabt afgørende onlineland.

»De er blot blevet suppleret af horder af entydige informationsudbydere,« siger han.

Kun få succeshistorier på nettet

Tidligere undersøgelser viser, at det fortsat er dagbladene, der udgør grundstammen i det journalistiske kredsløb, da over 70 procent af historierne kommer fra avisredaktionerne. Netop det har formand for Mediestøtteudvalget, den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose, brugt som argument for »at man ikke blot kan lade markedskræfterne regulere udviklingen, lade aviserne dø ud med de gamle abonnenter og lade nye medier vokse frem,« som han skrev i en kronik i Berlingske tidligere på året.

Her rejste han spørgsmålet: Hvordan vi får »mest demokrati for mediepengene?«

Det er faktisk »ubetinget godt for demokratiet«, at internettet åbner flere muligheder for debat, vurderer adjunkt ved Oxford University, Rasmus Kleis Nielsen, der forsker i mediernes fremtid.

»Man skal så bare ikke tro, at det genererer flere nyheder,« siger han.

Han understreger, at de publicistiske medier og den journalistiske filtrering derfor fortsat spiller en central rolle i demokratiet ved at levere den viden, borgerne skal bruge for at deltage i folkestyret, og ved at styrke gennemsigtighed i erhvervsliv og politik.

Derfor er det også »enormt vigtigt« at aviserne får skabt en bæredygtig forretning på internettet,« siger han. Der er dog ikke mange opmuntrende eksempler på aviser, der har succes med at tjene penge på internettet, da de fleste aviser får markant færre annonceindtægter online i forhold til det, de er vant til fra papiret.

Samtidig er brugerne ikke villige til at betale samme pris online som for en papiravis. Før var der kun gråzoner Det rejser spørgsmålet, hvorvidt medierne kan bevare en journalistisk uafhængighed af økonomiske hensyn, hvilket flere kritikere afviser.

»Så længe kerneforretningen blomstrede, kunne aviserne tillade sig den luksus, at journalisterne ikke behøvede vide, hvordan forretningen blev drevet, uanset om pengene kom fra politikerne eller i form af annoncekroner fra mænd i jakkesæt,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

Han gør opmærksom på, at den professionelle journalistik ikke er en naturlov, og at man faktisk ikke skal mere end 40 år tilbage, før pressen ud fra en nutidig målestok kun bestod af gråzoner i form af partiaviser og kommercielle medier, der åbent støttede brancheorganisationer.

»Så der har været en tid før – og der kommer også en tid efter – den professionelle journalistik,« siger han.

Allerede nu dukker der flere informationsudbydere op, som ikke kan sige sig fri af enten økonomiske eller politiske interesser. Det er for eksempel tilfældet i USA, hvor en indflydelsesrig blogger ved navn Michael Arrington indtil for nylig skrev om nystartede virksomheder på sin blog TechCrunch.

Virksomheder, han vel at mærke selv investerede penge i. Selv om Michael Arrington ikke er journalist, førte TechCrunch-sagen til en principiel debat om, hvorvidt de etiske regler for traditionel journalistik også burde gælde for bloggere, og om det er i orden at have økonomiske interesser i det, man skriver om, når blot man husker at »varedeklarere« sine interesser.

Rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, er ikke bekymret for interesseafhængig journalistik.

»Der er brug for og efterspørgsel efter både den professionelle journalistik og blogjournalistikken, så jeg er ikke bekymret for udfordringen fra dem, der laver journalistik baseret på en holdning, når bare de er klare i spyttet om det. Vi kan og skal lære noget af forskningen, hvor man åbent deklarerer sine valg og fravalg,« siger han

Mest demokrati for mediepengene

De journalistiske medier er så afhængige af statsstøtten, at både DR, Information, Kristeligt Dagblad og en lang række andre aviser ville forsvinde uden. Kun store spillere som Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken samt tabloidaviserne vil fortsat kunne udkomme, vurderer flere eksperter.

Staten støtter årligt medierne med knap seks milliarder kroner, hvoraf størstedelen går til Danmarks Radio, mens dagbladene bl.a. modtager 350 millioner kr. i distributionsstøtte og samtidig er fritaget for moms af salgsprisen, hvilket omtrent løber op i en milliard kr. årligt.

Mediestøtteudvalget anbefaler i en nyligt offentliggjort rapport, at støtten justeres, så det ikke længere kun er tv, radio og dagblade, der kan få støtte, men også større internetmedier og medier på mobiltelefoner og tablets. Anbefalingerne fra Mediestøtteudvalget ligger p.t. på kulturminister Uffe Elbæks (R) bord, og der er endnu ikke sat dato på de politiske forhandlinger om mediestøtten.