Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, har gentagne gange afvist at have forfalsket en underskrift på sin tidligere arbejdsplads Aveny-T.
Søndag aften bringer Dagbladet Børsen dog en lydoptagelse, der kunne tyde på noget andet.
Her kan man høre, hvad der angiveligt lyder som Jon Stephensens stemme sige DBUs kommunikationschef, Jakob Høyers, navn.
Herefter kan man høre, at der bliver skrevet på et stykke på papir. Og så lyder det:
»Det ser meget godt ud, ikke?«
Lydoptagelsen kommer fra den whistleblower, der sidste forår advarede bestyrelsen på teatret Aveny-T om en række forhold, og som ifølge bestyrelsen fik dem til at fyre Jon Stephensen fra jobbet som teaterchef.
Vedkommende både så og optog Jon Stephensen skrive under i Jakob Høyers navn, fortæller han til Børsen.
Jakob Høyer har siddet i bestyrelsen for Aveny-T. Han afviste i sidste uge over for Ekstra Bladet og B.T., at det er hans underskrift på det pågældende dokument.
Jon Stephensen afviser i en skriftlig kommentar til Børsen endnu en gang at have forfalsket underskriften:
»Jeg skal gentage, hvad jeg har sagt, siden jeg første gang hørte om underskriften 23. maj 2022, at jeg ikke i 2017 har skrevet under på det pågældende referat. Jeg har intet motiv og har altid sørget for, at de personer, der skal skrive under, selv har skrevet under. Jeg agter ikke at føre min verserende sag i medierne. Sagen skal gennemføres ved domstolene,« skriver han.
Forfalsket underskrift og beskadiget kunst
Længe ville teatrets bestyrelse ikke udtale sig om, hvad der lå bag fyringen, men tirsdag i sidste uge røbede bestyrelsesformand Henning Dyremose over for Børsen, at en forfalsket underskrift spøgte i kulissen.
»Vi er fortsat af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn,« sagde Henning Dyremose til Børsen.
Ifølge Berlingskes oplysninger er der tale om et dokument fra 2017, hvor det noteres, at et medlem træder ud af bestyrelsen, mens et andet træder ind, og Jon Stephensen skulle så – ifølge bestyrelsen – have skrevet under for et helt tredje medlem i bestyrelsen.
Også Jyllands-Posten kunne kaste yderligere lys på den spegede affære.
Mediet kunne således afsløre, at kunstneren Allan Bestle har sagsøgt Aveny-T for lidt mere end halv million kroner for at have beskadiget to malerier, han udlånte til teatret i det sene forår 2022, mens Jon Stephensen endnu var direktør.
Oprindelig havde Jon Stephensen anlagt en sag mod Aveny-T for brud på ligebehandlingsloven, da han mente, at fyringen var uretmæssig og en »politisk fyring«.
Det søgsmål trak han dog mandag i sidste uge tilbage, da den ikke er »forenelig« med hans politiske arbejde.
Også i samarbejdet med skuespillerne på teatret har der været problemer. Mediet Zetland kunne sidste år afsløre, at flere unge skuespillere tilknyttet forestillingen »Skam« var blevet tilbudt penge for at møde syge op på arbejde.
Jon Stephensens egne forklaringer er vanskelige at holde trit med: Til Zetland anerkendte han sidste år, at han rigtig nok havde tilbudt det, han selv kaldte »præstationsbonusser«, men til Børsen afviste han i sidste uge, at det skulle være sket.