På et EU-møde fik Mette Frederiksen nok. Så meget, at hun tog ordet og bankede i bordet.
Mødet i Det Europæiske Råd var blevet så kaotisk og ude af kontrol, at hun angiveligt greb mikrofonen for at udtrykke sin utilfredshed.
Hun havde fået nok af, hvordan Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, håndterede salen af regeringschefer i rådet, der fik alt for meget tid til diskussion af specifikke tekststykker fremfor at styre mødet mod en afslutning.
Det skriver EU-mediet Politico.eu på baggrund af anonyme kilder i en større artikel.
Frederiksen var direkte i sin kritik
Mødet, hvor Mette Frederiksen fik nok, fandt sted efter besøget af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, 9. februar. Zelenskyj havde talt foran EU's 26 stats- og regeringschefer.
Politico skriver, at den danske statsminister havde forventet en vis mængde kaos og afvigen fra normal ro og orden efter Zelenskyjs besøg, men ifølge mediet blev samtalen i lokalet mere og mere omskiftelig fra emne til emne.
Nogle regeringschefer forsøgte at drage fordel af uroen ved at forsøge at hive forslag frem igen, der allerede var blevet afvist tidligere.
Mette Frederiksen var direkte i sin kritik. Og hendes budskab blev delt af mange, lyder det.
Andre statsledere, herunder Frankrigs Emmanuel Macron, havde også kritiseret måden, hvorpå diskussionen blev styret.
»Alle forstod kaosset omkring Zelenskyjs besøg. Men ingen forstod kaosset, efter Zelenskyj var gået,« siger en kilde, der var til stede, til Politico.
Stigende utilfredshed med Michel
Og den danske statsministers kritik er seneste dråbe i et bæger, der åbenbart er ved at flyde over, da utilfredsheden med Charles Michel ifølge Politico er stigende.
Kritikken af den tidligere belgiske premierminister går på, at han bruger for meget tid væk fra kernen i hans job: At forberede og lede møder i Det Europæiske Råd.
Og så bruger han ifølge de anonyme kritikere også for meget tid på, hvad han skal lave, når hans nuværende valgperiode udløber.
