Medie: Kristian Jensen tav om ulovlig skat

Venstres tidligere skatteminister vidste ifølge Ekstra Bladet, at Skat i årevis opkrævede ulovlige boligskatter. Professor i forvaltningsret vurderer, at det i sidste ende kan føre til en rigsretssag for Kristian Jensen.

Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sagen om ulovlige boligskatter kan i sidste ende føre til en rigsretssag for den tidligere skatteminister Kristian Jensen (V). Skat opkrævede nemlig i årevis ulovlige skatter af boligejere med ministerens fulde vidende, skriver Ekstra Bladet.

I kølvandet på Rigsrevisionens sønderlemmende kritik fra august af Skats ejendomsvurderinger har avisen fået aktindsigt i en række ministerafgørelser. Dokumenterne afslører, at Skat siden 2004 har snydt boligejere for fradrag i sager om udstykning af grunden. Allerede dengang var Skat klar over, at det var ulovligt, men alligevel er titusindvis af boligejere gennem årene blevet snydt for fradraget, når deres grundskyld skulle beregnes. Og Kristian Jensen endte som skatteminister med at godkende, at Skat holdt lav profil om de ulovlige skatter.

Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, vurderer overfor Ekstra Bladet forløbet som en alvorlig fejl, som i sidste ende kan føre til en rigsretssag for den tidligere Venstre-minister Kristian Jensen.

»Det, at de ikke har reageret, kunne godt give anledning til, at man i sidste ende sagde, at så må vi mødes i rigsretten,« siger Claus Haagen Jensen til Ekstra Bladet.

Kristian Jensen erkender over for Ekstra Bladet, at man kunne have gjort mere for at informere befolkningen:

»I lyset af, at der stadig er problemer, så kan man jo godt overveje, om det var den rigtige strategi. Problemet var jo, at man på intet tidspunkt havde forventet, at der ville komme så mange klager. Så set i bakspejlet, så skulle vi have tilført nogle flere ressourcer til området,« siger Kristian Jensen.