Regeringen er i gang med at opfinde en ny uddannelse.

Det sagde undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) torsdag den 18. april, skriver Altinget 

»Der kommer til at ske noget, og de fleste kommer til at hade mig, for der bliver virkelig rusket rundt i strukturerne,« sagde Mattias Tesfaye på VUC-årsmødet i Nyborg.

Uden at blive særlig konkret sagde ministeren, at regeringen agtede at kombinere elementer fra både 10. klasse, hf, eux og hhx i det, han selv kalder for en slags gryderet.

Regeringen ønsker altså at tilbyde et alternativ til gymnasiet og et kontant uddannelsesvalg direkte efter 9. klasse.

Reformkommissionen kom sidste forår med en række anbefalinger, som blandt andet indeholdt at nedlægge 10. klasse og i stedet oprette det, der blev kaldt for en »højere praktisk eksamen« under forkortelsen hpx.

Det er efter alt at dømme ikke præcis sådan en løsning, SVM-regeringen nu barsler med.

Og den af Reformkommissionen foreslåede model fik da også hård kritik fra flere fronter, blandt andet fordi det ville have store konsekvenser for landets efterskoler. Det fik også SVM-regeringen til hurtigt at slå fast, at man ikke var ude på at fjerne landets efterskoler.

Der kommer ifølge ministeren et udspil på området på et tidspunkt i 2024 – mere specifik har han endnu ikke været.