På Instagram hedder Troels Lund Poulsen »traktortroels«.
Men når han lørdag vælges som formand for Venstre, skal det være for hele partiet og ikke bare for landfolket.
Det siger de tre markante Venstre-stemmer Jens-Kristian Lütken, Christian Budde og Christoffer Lilleholt fra henholdsvis København, Aarhus og Odense i Jyllands-Posten.
De mener nemlig, at Venstre traditionelt har keret sig meget om bilisterne og krævet flere motorveje, mens der ifølge de tre Venstrefolk har været mindre fokus på offentlig transport i og omkring Danmarks større byer.
Faktisk har Venstre stået »noget blanket af«, når det kommer til også at være et parti for mennesker, der bor i byerne, siger Jens-Kristian Lütken, der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.
»Jeg synes ikke, Venstre har været god nok til at komme med de rigtige løsninger på de udfordringer, man har i hovedstadsområdet. Det er blandt andet transport, trængsel og miljøproblemer. Det fylder meget hos folk, der holder i kø på motorvejen og oplever, at kystbanen ikke kører særlig godt, og hvor der er behov for flere investeringer i metroen,« siger Jens-Kristian Lütken til Jyllands-Posten.

Meldingen kommer, lige op til at Venstre i weekenden holder landsmøde, hvor Troels Lund Poulsen er eneste kandidat til formandsposten, efter at tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen trak sig fuldstændigt fra politik i slutningen af oktober.
Venstre har i årtier været præget af interesseforskelle mellem de mere byorienterede dele af partiet og de mere traditionelle landlige interesser, som Venstre også flittigt har plejet, blandt andet ved at kæmpe hårdt for en hærvejsmotorvej i Jylland og ved at kæmpe imod strengere regulering af landbruget.
Sidstnævnte blev der blødt en smule op på, da Jakob Ellemann slog fast, at der ville komme en CO₂-afgift på landbruget – som Troels Lund Poulsen dog senere har sagt, at han ville præge mest muligt i landbrugets favør.

