En af Europas allerstørste højrefløjsikoner, lederen af det fremadstormene franske højrefløjsparti Rassemblement National, Marine Le Pen, melder sig nu ind i den danske EP-valgkamp.

I en video slået op på Dansk Folkepartis Facebook-side opfordrer hun til at stemme på Dansk Folkeparti og partiets spidskandidat, Anders Vistisen, ved søndagens Europa-Parlamentsvalg.

»Han vil være en fantastisk talsmand for danske patrioter i Europa-Parlamentet, og vil uden tvivl være en valgt repræsentant, hvis stemme vil blive hørt,« siger Marine Le Pen ifølge Dansk Folkeparti på videoen, der er på fransk.

Hun advarer imod indvandringen og roser partiet for at holde nationalstaten i hævd i en tid, hvor EU presser sig fortsat mere på.

Det er en særdeles tilfreds Anders Vistisen, der modtager anbefalingen fra Marine Le Pen, hvis parti da også arbejder tæt sammen med Dansk Folkeparti.

Det sker i gruppen Identitet & Demokrati (ID) i Europa-Parlamentet, som Anders Vistisen også er en slags spidskandidat for ved det igangværende EP-valg.

I en skriftlig udtalelse siger Anders Vistisen, at »Europa forandres i disse tider«.

Han henviser til at højrefløjspartier sidder i regering i både Italien og Holland, hvor Geert Wilders' parti PPV ifølge exit polls gik fra ét til syv mandater ved EP-valget, der blev afholdt i Holland i går.

»Le Pen står til at få dobbelt så mange stemmer som Emmanuel Macron (Frankrigs præsident, red.) på søndag og har bedst chancer for at blive Frankrigs næste præsident. Jeg er stolt over, at sidde i en gruppe som indtager regeringskontorerne og jeg er meget glad for deres støtte,« siger Anders Vistisen.