Marcus Knuth skifter parti - frygter at Danmark ender som Sverige

Den tidligere udlændinge- og integrationsordfører for Venstre Marcus Knuth skifter parti til de Konservative. I et Facebook-opslag skriver han, at hans øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed.

Venstre-politikeren Marcus Knuth Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Venstre-profilen Marcus Knuth skifter til de Konservative.

Det skriver han på Facebook.

»Min øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige,« skriver Knuth blandt andet i sit opslag, hvor han også nævner Venstre-formanden Jakob Ellemann-Jensen.

»Det var Jakob Ellemann, der for syv år siden fik mig ind i politik og ind i Venstre. Jakob har været som en politisk storebror for mig, og jeg har den allerstørste respekt for Jakob som kammerat, som menneske og som leder af Venstre. Det vil jeg altid have. Men vi har også været bevidste om, at vi ikke altid har de samme holdninger – specielt ikke, når det gælder værdi- og udlændingepolitikken«.

I august sagde Knuth ellers, at Ellemann-Jensen kunne samle Venstre.

Marcus Knuth blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved valget i 2015. Frem til valget i juni i år var Knuth udlændinge- og integrationsordfører for Venstre, og han skriver i sit Facebook-opslag, at han er »stolt over de 114 stramninger, som Inger Støjberg, Venstre og jeg nåede i sidste valgperiode«.

»Vi reddede Danmark fra at havne i samme katastrofale situation som Sverige. Det var svære, omdiskuterede beslutninger, som jeg står ved. Men tiden er ikke inde til at lægge værdipolitikken og flere stramninger på hylden,« skriver Knuth videre.

Skat, afgifter og overbudskonkurrencer

Det er dog ikke kun spørgsmålet om udlændinge, integration og danske værdier, Knuth berører i sin Facebook-opdatering.

»Vi er nødt til at sige fra overfor jantelovsagtig beskatning på private virksomheder og landbrug, når søn eller datter håber at overtage. Den slags afgifter skal ikke bibeholdes, som Venstre vil, eller tredobles, som Socialdemokratiet vil. Al generations- og arveafgift skal helt væk,« skriver Marcus Knuth blandt andet. Han slår også til lyd for, at det økonomiske råderum skal bruges »fornuftigt«:

»På at investere i Danmarks fremtid, ikke på en politisk overbudskonkurrence med Socialdemokratiet om mere offentligt forbrug«.

Marcus Knuth er allerede blevet budt velkommen af flere af sine nye partifæller. På Twitter skriver Rasmus Jarlov blandt andet:

»Når vi i konservative kredse en gang i mellem har gået og talt om hvilke politikere, vi beundrer i andre partier, bliver Marcus altid nævnt«.

»I en anden tid havde jeg måske også været konservativ«

I 2016 bragte Berlingske et større portrætinterview om Marcus Knuths vej ind i politik. Som søn af lensgreve Adam Wilhelm Knuth af Knuthenborg på Lolland, er Marcus Knuth af adelig slægt.

I betragtning af din adelige baggrund; hvorfor stillede du op for Venstre og ikke de Konservative?, spurgte Berlingske i 2016.

»Faktisk var min morfar – Hakon Stangerup – professor og konservativt folketingsmedlem. I en anden tid havde jeg måske også været konservativ. Men ud fra både et liberalt og et landbrugssynspunkt føler jeg mig hjemme i Venstre. De Konservative ser jeg i dag som et parti for villaejere i Gentofte,« lød svaret fra Marcus Knuth for 3,5 år siden.

Hele portrætinterviewet fra 2016 kan læses her.

Dette forår - i forbindelse med udgivelsen af portrætbogen »Marcus Knuth – Ny mand på Borgen« - gentog Berlingske spørgsmålet.

Er det mere rigtigt for dig at være en del af den konservative strømning i Venstre, end det er at være en del af Det Konservative Folkeparti?, spurgte Berlingske Marcus Knuth i februar.

»I en teoretisk verden vil jeg mene, at man lige så godt kan ligge det ene sted som det andet. Men det, der har tiltrukket mig ved Venstre, er de store personlige ledere, der har været,« svarede Knuth og fremhævede blandt andre Jakob Ellemann-Jensen, Søren Gade og Inger Støjberg:

»Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg værdsætter de konservative værdier meget højt.«

Ville det være dækkende at kalde dig en ægte liberal?

»Jeg vil kalde mig en konservativ liberal.«