Manu Sareen går i rette med Jørgen Poulsens sprog

Det er nedladende og meget uheldigt, at Jørgen Poulsen taler om "Negrenes penge", siger den radikale politiker og indvandrerkonsulent.

Den 40-årige Manu Sareen er forfatter til to debatbøger og to børnebøger. Foto: Rene Evensen Fold sammen
Læs mere

Røde Kors' tidligere generalsekretær får flere hug. Denne gang er det for sit ordvalg. I et interview tirsdag i Jydske Vestkysten siger den forhenværende nødshjælpsboss Jørgen Poulsen:

- Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af, siger Poulsen i interviewet om godtgørelsen fra Røde Kors på 750.000 kroner, som han har fået, fordi han blev fyret.

Citatet er faldet integrationskonsulenten og den radikale politiker Manu Sareen for brystet.

- Det er helt vildt nedladende. Selv om han er presset, bør han vide, at han som tidligere generalsekretær bliver hørt og taget alvorligt, siger Manu Sareen.

Indvandrerkonsulenten medgiver dog, at der kan være tale om en svipser i en presset situation. Jørgen Poulsen havde tirsdag formiddag ingen kommentar og tilføjede, at han "hverken har set det ene eller andet".

/ritzau/