Manu Sareen freder indtil videre AC Børnehjælp

Socialminister Manu Sareen har besluttet at lade adoptionsbureauet AC Børnehjælp fortsætte sit arbejde med at finde børn til de cirka 400 familier, som er på venteliste. Men bureauets fremtid er fortsat uvis.

ARKIVFOTO.AC Børnehjælp får lov til at fortsætte sit arbejde med at finde børn til de cirka 400 familier, som er på venteliste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

De cirka 400 familier, der venter på at få et barn gennem adoptionsbureauet AC Børnehjælp, kan ånde lettet op. Det meddeler socialminister Manu Sareen (R) efter et møde med de øvrige partier onsdag.

»Lige nu kan AC Børnehjælp fortsætte med de cirka 400 familier, de har på venteliste. Men de kan ikke tage imod nye tilmeldinger, og de vil blive sat under et skærpet tilsyn, mens vi finder frem til en endelig afklaring på, hvordan vi bedst hjælper de 400 kommende adoptanter,« siger ministeren i en pressemeddelelse.

Det betyder, at AC Børnehjælp kører videre på et »nødbudget« for den næste måned, og i den forbindelse er Civilstyrelsen i gang med at se på, om de kan frigive nogle af organisationens midler, oplyser ministeren.

»Jeg er glad for, at der har vist sig en mulighed for at trække vejret med et nødbudget og foretage en ordentlig afklaring til gavn for de familier, som er kommet i klemme,« siger Manu Sareen.

Efter omfattende rod i økonomien hos bureauet suspenderede daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF) 10. januar AC Børnehjælps ret til at gennemføre nye adoptioner. Siden da har bureauet præsenteret en redningsplan for ministeriet, men den er altså ikke tilstrækkelig til, at Manu Sareen helt vil frede AC Børnehjælp.

»Det er min opfattelse, at vi skal have mere tid til at få skabt en løsning på problemerne i AC Børnehjælp. Hvilken løsning ved jeg ikke endnu. Men sikkert er det, at formålet er at hjælpe familierne, og at der skal arbejdes meget hurtigt. Det vil ske i dialog med AC Børnehjælp og andre relevante parter,« siger Manu Sareen.

Ministeren erkender, at hele adoptionsområdet har »store udfordringer«, og at der er brug for »nye holdbare løsninger«.

»Jeg håber, at det kan ske i forbindelse med den helhedsanalyse, som skal være klar efter sommerferien. Men vi er af hensyn til familierne nødt til at handle her og nu. Ellers vil AC Børnehjælps situation og dermed familiernes situation kunne forværres,« siger Manu Sareen.