Mangeårig næstformand forlader Liberal Alliance

På Facebook oplyser Mai Christiansen, at hun stopper som næstformand i Liberal Alliance og forlader partiet.

Endnu et højtstående medlem af partiet Liberal Alliance (LA) har meldt sig ud.

Lørdag skriver næstformand Mai Christiansen i et opslag på Facebook, at hun forlader partiet.

»Efter grundige overvejelser er jeg nået den konklusion, at jeg ikke kan se mig selv arbejde videre i de ledende organer, som det desværre har udviklet sig,« skriver hun.

»Selvom at jeg lige nu er både vred og skuffet, vil jeg lade det positive præge minderne, jeg tager med mig. Der er mange mennesker, jeg vil savne og som jeg håber at møde igen,« lyder det videre.

Ved folketingsvalget i juni kom partiet kun lige akkurat ind i Folketinget med 2,3 procent af stemmerne og fik fire medlemmer.

Partiets tidligere leder, Anders Samuelsen, fik ikke stemmer nok, og også politikere som Laura Lindahl og Joachim B. Olsen røg ud.

For nylig meldte tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tidligere politisk ordfører Christina Egelund sig også ud.

Og med endnu en udmelding fortsætter krisen for partiet efter nederlaget ved folketingsvalget i juni.

Mai Christiansen har brugt 10 år og 4 måneder i partiet, hvoraf 9,5 år har været som næstformand. Hun er stolt af det arbejde, hun har lavet, lyder det.

Landsformand Leif Mikkelsen ønsker lørdag ikke at stille op til interviews, men har sendt en sms til Ritzau:

»Mai Christiansen meddelte allerede i begyndelsen af oktober, at hun ikke genopstiller til næstformandsposten i Liberal Alliance, og har i dag meddelt, at hun også melder sig ud af partiet.«

»Der er ingen, der skal tvinges til at være i et parti, de ikke kan se sig selv i, så det respekterer vi selvfølgelig.«

Det er endnu uvist, hvem der skal overtage posten som næstformand efter Mai Christiansen. Det skal Liberal Alliances medlemmer stemme om, når partiet holder landsmøde til foråret.

/ritzau/