Manden i midten bliver siddende på pengekassen

Det har ikke skortet på gode råd til finansminister Bjarne Corydon i den forgangne uge. Han skal lempe finanspolitikken, mener nogle, mens andre anbefaler det modsatte. Selv foretrækker han foreløbig at blive siddende på pengekassen.

Regeringen er enig med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative om anden del af vækstplan. Her Bjarne Corydon og Lars Løkke Rasmussen efter forhandlingern onsdag aften 24. april 2013 (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Det påpeges fra tid til anden, at økonomi ikke er nogen objektiv videnskab. At der findes mange forskellige svar på det samme spørgsmål afhængig af den enkeltes tilgang.

I fald finansminister Bjarne Corydon var i tvivl om det, er han det næppe længere. I den forgangne uge har han således fået det ene gode råd efter det andet fra førende økonomer om, hvordan han bør varetage sit job som regeringens kassemester i de kommende år. Man kan næppe bebrejde ham, hvis han sidder en smule rundtosset tilbage i sit rektangulære kontor et stenkast fra Christiansborg.

Det eneste, økonomerne kan blive nogenlunde enige om, er nemlig diagnosen: Dansk økonomi klarer sig relativt set godt, men vi er stadig udfordret af blandt andet en alt for lav vækst i de kommende år. Hvilken vej vi så skal køre langs herfra, er der til gengæld ikke meget enighed om.

Tirsdag udkom de økonomiske vismænd med deres halvårlige rapport. Det måske mest opsigtsvækkende budskab var, at Danmark har råd til at lempe finanspolitikken i 2014 og 2015. Og det anbefaler vismændene, at vi gør.

Dagen efter kom OECD og EU-Kommissionen med hver deres anbefalinger, som nærmest siger det modsatte: Den stramme finanspolitik skal videreføres, og der bør kun ifølge OECD lempes, hvis væksten bliver væsentligt lavere end forventet.

Som finansministeren selv konstaterer, er med at holde tungen lige i munden.

»I mit job kan det ikke nytte noget at have sådan en arrogant, irritabel idé om, at alle de råd, der kommer, og alle de rapporter, der udgives, skal være fuldkommen på linje med den balance, jeg er nået frem til. Men man skal omvendt have tilstrækkeligt meget tro på sig selv og sin egen politik til ikke lade sig kaste rundt af de skiftende vurderinger, der kommer,« siger han og fortsætter:

»Dertil kommer, at der i sådan en uge meget hurtigt går sensationsjournalistik i den, hvor man den ene time oplever at få sin politik dumpet og i den anden at få den blåstemplet – vel at bemærke uden at nogen er delene er helt rigtige.«

Sensationsjournalistik eller ej. Det er ufravigeligt, at de seneste ugers ekspertudmeldinger har ført til mere og andet end en fagøkonomisk debat, som mestendels er interessant for teknokrater og embedsmænd. Det rummer nemlig stærke, politiske undertoner. Som eksempelvis da Enhedslisten under Folketingets afslutningsdebat brugte vismændenes anbefalinger som løftestang til at kræve, at finansministeren åbner yderligere op for den pengekasse, han sidder på. Og ved at både Folketingets formand, tidligere finansminister Mogens Lykketoft, og fagbevægelsens frontfigur, Harald Børsting, har udtrykt ønsker om noget tilsvarende.

Var man polemisk anlagt kunne man ligefrem hævde, at de beder regeringstoppen om at tage et ærkesocialdemokratisk greb i anvendelse, men at socialdemokraten Bjarne Corydon stædigt siger nej. At vi i virkeligheden er vidne til et politisk paradoks. Men sådanne betragtninger vil finansministeren være fundamentalt uenig i.

»For præmissen er forkert. Kunsten – og det, diskussionen kredser om – er at finde en offensiv version af den nødvendige ansvarlighed, der er brug for. At finde det rigtige balancepunkt imellem stimulans – at vi med investeringer skubber beskæftigelsen fremad i en krisetid – og ansvarligheden, så gevinsten af investeringerne ikke bliver ødelagt af en lavere tillid til vores økonomi. Og min stille konstatering er, at summen af de vurderinger, der kommet i denne uge, er fuldstændig på regeringens linje,« siger han.

Den bom, som finansministeren balancerer på, er i sin karakter - budgetlov, europæiske konvergenskrav - ikke just noget festfyrværkeri. Men det ændrer ikke på, at det er det afgørende scenetæppe til hele den diskussion om finanspolitikken, der udspiller sig. Kernen er, hvor meget økonomisk plads og rum der er til at lette foden fra bremsen i de kommende år.

Som følge af EU’s vækst- og stabilitetspagt må medlemslandene maksimalt have et underskud på tre pct. af BNP. Det er intet problem for Danmark hverken i år eller næste år, da vi her begunstiges af ekstraordinært store engangsindtægter på to gange 20 milliarder kroner fra omlægningen af kapitalpensionen. I 2015 ligger vi derimod lige på grænsen.

Talrækken stopper dog ikke dér. For som følge af den danske budgetlov må vi maksimalt have et underskud på 0,5 pct. af BNP på den såkaldte strukturelle saldo – et nyt mål renset for konjunkturudsving. I 2014 og 2015 ligger Danmark til henholdsvis -0,2 pct. og -0,1 pct., og det betyder ifølge vismændene, at der er rum til at lempe finanspolitikken med mellem 10 og 12 milliarder kroner i de kommende år.

Bjarne Corydon, er det helt forkert på den baggrund at antage, at spørgsmålet om lempelig finanspolitik nu kommer til at blive det helt centrale spørgsmål i de kommende finanslovsforhandlinger?

»Nej, jeg vil nødig gå i rette med dine evner til at lave spådomme. Men jeg tror, det er for tidligt præcist at sige. Der vil være en række temaer, der bliver centrale, og vi har jo også selv tænkt os at sætte en dagsorden. Udgangspunktet for os vil være, at vi er nødt til at holde os til de regler, vi har bundet os til, fordi de er målet for, om vi er et land, der har styr på tingene. Hvordan den konkrete profil for 2014 så bliver, vil udmønte sig i de politiske aftaler, vi laver,« siger finansministeren.

Men både din egen forgænger som socialdemokratisk finansminister, dit støtteparti og fagbevægelsens overhoved efterlyser, at man lemper på finanspolitikken. Det er vel et politisk pres, du mærker?

»Jeg opfatter det ikke som et pres, men som en debat. Det synes jeg ikke, man skal se som noget grundlæggende negativt. Når det gælder Enhedslisten er det jo sådan, at de slet ikke accepterer de hensyn, som jeg finder det vigtigt at tage. Det skal ikke ses som en voldsom konfrontation, men det er udgangspunktet,« siger Bjarne Corydon:

»Men jeg tror ikke, at der findes nogen politik, som i den nuværende krisesituation vil give nogle hurtige og behagelige resultater - i hvert fald ikke uden, at det ville have nogle meget ubehagelige sideeffekter.«

Hvor finansministeren ikke svarer klart ja til, hvorvidt spørgsmålet om en lempeligere finanspolitik vil blive et centralt tema i efterårets politiske debat, er TV 2’s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, ikke i tvivl.

»Min analyse er, at regeringen mere eller mindre har indkalkuleret, at det bliver på det her område, at Enhedslisten skal have noget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret,« siger han.

Dermed ligger han sig tæt opad flere regeringskilder, som Berlingske har talt med. Her er forventningen, at det vil være Enhedslistens hovedkrav i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og at regeringen derfor giver en indrømmelse som oven i købet er blåstemlet af vismændene.

Det vil nemlig ikke kun vække glæde i støttepartiet, men også internt i eksempelvis den socialdemokratiske gruppe, hvor der ifølge kilder er et ønske om at gøre mere for at skabe beskæftigelse nu og her. Interessant bliver det, hvordan regeringen i givet fald vil strikke en sådan indrømmelse sammen. Normalt kunne man have lavet en jævnt underfinansieret finanslov, men regeringens forsigtighedsprincip - at pengene skal være i kassen, før man bruger dem - gør det i realiteten til en umulighed. Skattestigninger anses heller ikke som en option i regeringstoppen, fordi man i så fald kan beskyldes for en zigzagkurs.

En mulighed kunne være i stedet at finde nogle af pengene på områder, der ikke har betydning for de offentlige finanser. Det har regeringen gjort før, hvor man tog penge fra den såkaldte Landsbyggefond for at igangsætte renovering af de almene boliger.

Uanset hvad vil det bero på værdier og valg, mener Bjarne Corydon, der noterer sig den kritik, der er rejst af ham for at være »afpolitiserende«, når han taler om politik som noget »nødvendigt«. Eksempelvis sagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i Berlingske i søndags, at det hele - hvis man kommunikerer på den måde - »bliver så småt«, fordi man efterlader et indtryk af, at man ikke rigtig har lyst til at føre den politik, man gør. At man kun gør det, fordi man skal.

»Jeg er helt enig med Margrethe Vestager, men jeg synes også, at der er blevet en masse journalistik ud af et simpelt spørgsmål, for når man er politisk leder, så er alle de valg, man træffer, politiske i deres natur. Når vores politik kan betegnes som nødvendig – for det mener jeg, at den kan – så skyldes det, at den er nødvendig for at nå de mål, vi har sat os for. De mål er vigtige. Så vigtige, at man også skal sætte sig selv på spil for at nå dem,« siger Bjarne Corydon.