Manden, der vil forandre Europa

Den 40-årige Alexis Tsipras er Angela Merkels nye hovedmodstander. Den græske socialist vil redde euroen fra den tyske kanslers sparepolitik. Andre ser begyndelsen på enden for den fælles valuta.

Alexis Tsipras, leader af Syriza. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yorgos Karahalis

BRUXELLES/BERLIN: Alexis Tsipras vil ikke bare forandre Grækenland, men hele Europa. Og han vil gøre det med et direkte opgør med den sparepolitik, som Tysklands kansler, Angela Merkel, benhårdt har ført frem som Europas svar på krisen. Det siger en hel del om selvtilliden hos manden, der på kort tid har bragt sig selv i centrum af europæisk­ politik­.

Lederen af det venstreradikale Syriza-parti, som fører meningsmålingerne forud for det græske valg den 25. januar, var for få år siden en mand, som det politiske etablissement i såvel Grækenland som det øvrige Europa trak overbærende på skuldrene af. Det gør de ikke længere. Nu frygter de, at Tsipras bliver Grækenlands næste premier­minister. Og de frygter endnu mere, at han gør alvor af sine valgløfter om at befri grækerne fra nedskæringernes åg, der ifølge Tsipras og tusindvis af demonstranter på gaderne i Grækenland er skyld i, at millioner af grækere befinder sig i – eller på randen af – fattigdom.

Selv er Tsipras fra middelklassen og bor i en lejet lejlighed med sin kone og to børn i et mindre bemidlet kvarter i Athen, og på gaden i den græske hovedstad er den 40-årige Tsipras en populær mand. Her har tusinder gennem de seneste år demonstreret og blokeret forskellige offentlige bygninger i protest mod voldsomme nedskæringer i det offentlige med massefyringer, lønnedgang og et ordentligt hug i pensionerne. Nu skal det være slut, lover Tsipras, som står til et kanonvalg trukket af de mange frustrerede grækere, der har set deres levestandard falde voldsomt, siden den seks år lange recession satte ind i 2008.

Den græske økonomi viste sig at være et sminket fallitbo, der under de mellem­liggende seks års recession skrumpede med voldsomme 26 procent. Den græske gæld er på lige så uvirkelige 175 procent af brutto­nationalproduktet. Flere end hver fjerde græker er nu arbejdsløs, og blandt de unge står hver anden uden job. Det er især blandt disse vælgere, at Tsipras står til at hente så mange stemmer, at Syriza kan blive det største parti i Grækenland med omkring 30 procent af stemmerne ifølge den seneste meningsmåling.

En udfordring for Merkel

Alexis Tsipras er en ny type udfordring for Angela Merkel, der før har mødt hidsig sydeuropæisk kritik og som regel trukket sig sejrrigt ud af opgørene. Tsipras viger ikke tilbage fra at kræve genforhandling af allerede indgåede aftaler om sparekravene til Grækenland, der er fulgt med de store ­redningslån for enorme 240 milliarder euro over de seneste fem år. Han vil bekæmpe en massiv skatteunddragelse og skatteflugt i Grækenland og bruge disse indtægter til at sikre minimumsløn og pension, så folk ikke lever i fattigdom, siger han. Han vil samtidig have eftergivet en stor del af Grækenlands gæld, men blive i euroen. At denne modstand fra det yderste venstre inden for rammerne af euroen giver uventet store problemer i Berlin, demonstrerede den seneste uge til overflod.

Da nyhedsmagasinet Der Spiegel i sidste weekend skrev, at Angela Merkel og finansminister Wolfgang Schäuble, begge fra CDU, var forberedt på, at Grækenland i yderste konsekvens kan ryge ud af euroen, hvis Alexis Tsipras vinder valget og fastholder sine krav, lød det som en plantet advarsel til grækerne om, at de ikke kan blæse og have mel i munden samtidig: Hvis de vil have euroens sikkerhed og eurolandenes lån, så må de gøre deres hjemmearbejde.

Resultatet var dog ikke græsk eftertanke, men uventede kursfald for både euroen og aktierne ikke bare i Grækenland, men også i Tyskland. Dertil kom en bølge af protester. Fra socialdemokrater, men også fra den konservative regeringsmakker, CSU, der klagede over tysk overlæreri. Det kan godt være, at euroen med en fuld redningsfond, obligationsopkøb og bankunion nu er så økonomisk solid, at et græsk økonomisk kollaps ikke trækker andre lande med sig, men der er en politisk spredningsrisiko. Voksende eurokritik i flere lande sår tvivl om, hvorvidt eurolandene kan og vil holde sammen med de krav om økonomisk disciplin på den ene side og solidaritet på den anden, som den fælles valuta kræver. Nu snakker kritikere om euroens opløsning. I Grækenland er stemningen så anspændt, at tyske »trusler« kan gavne Tsipras. Grækeren benyttede da også straks chancen til at sætte et hårdt angreb ind på den tyske regering på Huffington Posts tyske hjemmeside. Ifølge Tsipras er gældseftergivelse og ikke disciplin den eneste måde at redde eurosamarbejdet på.

»Syriza ønsker ikke sammenbrud, men vil derimod redde euroen. Men det er umuligt at redde euroen for medlemslandene, hvis den offentlige gæld er ude af kontrol,« lyder det fra Tsipras.

Om signalet i Der Spiegel var afsendt bevidst af den tyske regering vides ikke, men nu fik Merkel & co. travlt med at afmontere billedet af »truslen«. Rygter om, at Merkel vil lade det komme til et græsk euroexit er det rene »vrøvl«, lød det fra Berlin. Uanset hvem, der bliver græsk premierminister, ­sætter man sig »om et bord«. I London fastslog Angela Merkel onsdag, at hun altid har forfulgt en politik, der skal holde Grækenland i euroen, og erklærede sig sikker på, at det nok skal lykkes igen. Det kan måske berolige markederne, men det politiske point gik til Tsipras.

Valg ligner en skillevej

I den græske valgkamp står Alexis Tsipras over for Grækenlands nuværende konservative premierminister, Antonis Samaras, med partiet Nyt Demokrati, der de seneste årtier har været Grækenlands store parti sammen med det socialdemokratiske PASOK. Mens PASOK blot er en skygge af sig selv, ligger Nyt Demokrati kun få procentpoint efter Syriza i meningsmålingerne.

Valget i Grækenland kan ligne en skillevej mellem de to meget forskellige retninger, som Samaras og Tsipras står for. Samaras mener, at den græske hestekur endelig er begyndt at virke, og at Tsipras blot vil sende Grækenland i bankerot og ud af euroen. Samaras vil dog også ud af kløerne på ­Grækenlands långivere, men på en måde hvor de indgåede aftaler overholdes. Ikke mindst Den Internationale Valutafond (IMF), og IMFs danske leder af reform­processen, Poul Thomsen, er om nogen hadet i Athen, og Samaras begyndte i efteråret at tale om, at Grækenland var klar til at klare sig selv. Hvor meget det skyldtes Syrizas forspring i meningsmålingerne er uvist, men finansmarkederne reagerede straks negativt. Den store reaktion kom dog for alvor, da valget blev udskrevet, og Tsipras som græsk premierminister dermed rykkede nærmere. Tsipras krav om gældseftergivelse er det rene gift for finansmarkederne, fordi det skaber usikkerhed, også selv om Tsipras i første omgang vil have eftergivelse af gæld fra EU og IMF – og ikke fra private långivere.

I græsk politik er der dog ofte forskel på før og efter et valg. Da Antonis Samaras var i opposition, kæmpede han i 2010 og 2011 indædt imod EUs og den socialdemokratiske regerings sparekrav. Mange iagttagere regner med, at Alexis Tsipras vil blive tvunget til at sluge kameler, hvis han vinder valget.

I magtkampen med Merkel er hans bedste kort, at en græsk udmeldelse nok vil kaste Grækenland ud i uanede økonomiske problemer, men også koste Tyskland dyrt. Alene uroen om euroen er en svær belastning for Merkel. Problemet i Berlin er, at både en gældseftergivelse og en bankerot med en de facto gældsafskrivelse både politisk og økonomisk er noget nær uspiseligt. De samlede redningslån til Grækenland er på 240 milliarder euro – ca. 1.785 milliarder kroner. Økonomer vurderer over for avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, at alene Tyskland vil tabe i niveauet 40 milliarder euro (ca. 300 mia. kr.), hvis Grækenlands gæld for eksempel skulle eftergives, så den reduceres fra 175 procent til 90 procent af bruttonational­produktet. Den enorme gæld betyder trods nedskæringer og begyndende vækst, at landet kun kan betale sine renter og tilbagebetale de lån, som udløber, ved at optage mere gæld. I Berlin er det også en frygt, at imødekommelser og lempede sparekrav vil kunne rejse lignende krav fra Irland og Portugal, der ligeledes har behov for redningspakker fra EU og IMF.

Tsipras: Tyskland fik selv eftergivet gæld

Ifølge Tsipras bør netop Tyskland af alle dog kunne forstå, at det er den eneste vej frem, fordi Tyskland tilbage i 1953 selv fik efter­givet omkring halvdelen af sin krigsgæld som et vigtigt skridt i Tysklands imponerende­ genrejsning.

At Grækenland er fanget i en gældsspiral, medgiver de fleste. Men hvordan problemet løses uden gældseftergivelse, er der straks færre bud på. I Bruxelles nævner flere en markant forlængelse af løbetiden på Grækenlands­ lån som en mulighed, men spørgsmålet er på den ene side, om det overhovedet vil hjælpe Grækenland tilstrækkeligt, mens Angela Merkel på den anden side kan få mere end svært ved at sælge sådan en løsning hjemme i Tyskland, hvor tabloid­avisen Bild og euromodstanderne i Alternative für Deutschland fører an i et rungende kor, der vil have hjælpen til Grækenland stoppet og landet smidt ud af euroen. Indførelse af en lavt fastsat drakme i stedet for euroen vil imidlertid gøre det endnu sværere for Grækenland at tilbagebetale sin gæld.

Fronterne er således trukket hårdt op, og med to uger til det græske valg er intet afgjort endnu. Det er blandt andet et åbent spørgsmål, om finansmarkedets meget negative reaktioner over for udsigten til Tsipras ved magten kan give Samaras vind i sejlene, eller om de løftede pegefingre fra Tyskland og Frankrig i stedet giver proteststemningen og Tsipras yderligere medvind. Skulle Tsipras komme til magten, venter forhandlinger med EU og IMF, som er svære at spå om, men etablissementet er udfordret, og flere afgørende valg venter i Europa i år. Ikke mindst i Storbritannien til maj og i Spanien til december­.

I Spanien har det fremadstormende venstreparti Podemos, der har en del ligheder med Syriza, trods mindre end et år på bagen ligget i spidsen i nogle af de seneste meningsmålinger, og partileder Pablo Iglesias Turrión­ tror, at 2015 bliver forandringernes år i såvel Grækenland som Spanien og hele Europa.

»2015 bliver forandringsåret i Spanien og i Europa. Vi starter i Grækenland. Kom så, Alexis!! Kom så, Syriza!!,« skrev Pablo Iglesias Turrión på Twitter, da valget i Grækenland blev udskrevet før nytår.