»Man lægger en mur ned imellem kommunens borgere, de ansatte og så vi politikere«

Viceborgmesteren på Frederiksberg undrer sig over, at hun skal have borgmesterens tilladelse, inden hun aflægger besøg i kommunens børnehaver, plejehjem og skoler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis folketingspolitikere vil besøge en børnehave eller et plejehjem i Greve eller Roskilde, skal borgmestrene give tilladelse til det.

På Frederiksberg går man skridtet videre. Her skal selv de lokale politikere have borgmesterens velsignelse, før de aflægger de kommunale institutioner et visit. Det fortæller 2. viceborgmester Katrine Lester (S), der i tråd med flere folketingspolitikere og fagforbund kritiserer borgmesterkontrollen af politikerbesøgene.

»Vi har fået af vide af borgmesteren, at hvis vi vil på besøg på en institution, skal vi bede om lov først. Jeg synes, det er en meget mærkelig ordning, for det betyder jo, at man lægger en mur ned imellem kommunens borgere, de ansatte og så os politikere,« siger Katrine Lester.

Berlingske skriver mandag, at borgmestrene i Greve og Roskilde personligt skal godkende besøg fra politikerne på Christiansborg, før de kan finde sted. At man på Frederiksberg også skal godkende besøg fra kommunalbestyrelsen, er et »mærkeligt politisk koncept«, lyder det fra viceborgmesteren.

»Vi har brug for, at vi politikere er klædt rigtig godt på til at træffe beslutninger. Og at være klædt rigtig godt på er jo også at tale med borgere, forældre, pårørende, plejehjemsbeboere og alle de andre, der i direkte kontakt med kommunen, om, hvad det er, de oplever. Når man på den måde forhindrer politikere i at få let adgang til det, synes jeg faktisk, er et problem for den demokratiske proces,« siger Katrine Lester.

Hun anerkender ikke argumentet om, at det er af hensyn til medarbejderne i institutionerne, at borgmestrene vil føre kontrol med, hvem, der kommer på besøg, og hvornår.

»Argumentet er, at vi ikke skal komme rendende og forstyrre de ansatte på deres arbejdsplads. Men jeg tror altså godt, at de enkelte institutioner kan finde ud af at sige til eller fra,« fastslår Katrine Lester.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj (K).