Man kan vel altid blive partileder et par år

Aldrig har der været skiftet så meget ud i toppen af partierne. Godt med ny luft, men kontinuiteten ryger.

Afgående formand Lars Barfoed (tv) og Søren Pape Poulsen, partiets nye formand, i dagene omkring formandsskiftet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag bliver Viborgs tidligere borgmester Søren Pape Poulsen valgt som formand for Det Konservative Folkeparti.

Han har aldrig været medlem af Folketinget, aldrig stået i spidsen for politiske forhandlinger på Christiansborg og har ingen parlamentarisk erfaring. Men hvad betyder det?

Pape Poulsen er en rar og forstandig mand, en god konservativ, god til at formulere sig. Og det var tid til udskiftning i toppen.

På den måde følger den nye konservative leder en tendens, som er helt entydig. De sidder i kortere og kortere tid i toppen af partierne, skiftes ud efter behov, og erfaring fra Folketinget betyder i dag mindre end for eksempel strategiske evner, personlig udstråling og evne til at få budskaberne ud over rampen­.

Næste år har statsminister Helle Thorning-Schmidt været formand for Socialdemokraterne i ti år. Hun er dermed den længst siddende partiformand i Folketinget lige nu.

Hendes regeringsfælle og vicestatsminister, den nykårede radikale leder Morten Østergaard, har siddet i en uge. SFs leder Pia Olsen Dyhr har været formand i godt og vel et halvt år.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti har stået i spidsen som partiformand i to år, Lars Løkke Rasmussen (V) i snart fire et halvt.

Enhedslisten har sit helt eget system med kollektiv ledelse. Johanne Schmidt-Nielsen falder næste år for rotationsprincippet og har været politisk ordfører siden 2009.

Samme år som Anders Samuelsen blev leder af Liberal Alliance.

Hvis Pape Poulsen føler sig lidt usikker i sadlen – Konservative har haft fire politiske ledere på godt seks år – kan han tænke på, at Thorning-Schmidt var nyvalgt til Folketinget, da hun stillede op til kampvalg om formandsposten og posten som statsministerkandidat hos Socialdemokraterne.

Eller han kan kigge over på den anden side af Sundet, hvor den socialdemokratiske leder, Stefan Löfven, er i gang med at danne en meget kompliceret regering uden nogen erfaring fra Riks­dagen overhovedet.

Den hurtige udskiftning skyldes først og fremmest, at partiledere i dag betyder voldsomt meget for et partis muligheder for at tiltrække vælgere.

I en elektronisk medievirkelighed er ansigtet, personen og partiet en og samme ting. Sejre og nederlag tilskrives formanden, og tilbagegang og tabte valg betyder ofte udskiftning i toppen nøjagtig som det foregår i store erhvervsvirksomheder eller internationale fodboldklubber.

Ny kalif, ny coach, nyt ansigt, ny strategi, nyt forsøg, op på hesten igen. Toppolitikere slides hurtigere ned, og kravet om fornyelse hænger over hovedet fra dag ét.

Men det går nok. Moderne partier er styret fra toppen: Antallet af rådgivere og partifunktionærer, som en formand har omkring sig, er mangedoblet på få år. Derfor betyder det mindre, om partilederen har en lang karriere i partiet og har et stort netværk blandt sine partifæller.

Han eller hun skal først og fremmest performe og sælge billetter.

På den ene side er det sundt at toppolitikere ikke gror fast. Hyppig udskiftning betyder, at de ikke udvikler sig til enevældige konger.

På den anden side går det ud over kontinuiteten, når en ny leder hvert andet år skal opfinde den dybe tallerken.

De mest oplagte eksempler på det er netop de Konservative og SF, som i de seneste fem år har taget nogle gevaldige politiske og ideologiske slingreture. Og det har ikke været med en store succes.