»Man kan altså ikke bruge en antropolog til at bevogte den jødiske synagoge«

Inden politikerne onsdag kaster sig over politiforhandlingerne, tegner formanden for landets betjente et dystert billede af tilstanden i ordensmagten: Politifolkene er pressede af massivt overarbejde, og benhård prioritering og manglende luft i vagtskemaer spænder ben for en »anstændig service« over for borgerne.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Alarmklokkerne ringer ikke hos Politi­forbundet og dets formand, Claus Oxfeldt, den officielle stemme for landets godt 10.000 politifolk. Det ville være en underdrivelse. Alarmklokkerne bimler og brager altoverdøvende – og har efterhånden gjort det længe.

For mens politikerne på Christiansborg nu skal til forhandlingsbordet for at lande en flerårsaftale, der fastlægger økonomien for dansk politi i de kommende fire år, er politiet ved at falde fra hinanden ude i virkeligheden. Sådan lyder i hvert fald den dystre karakteristik fra forbundsformanden.

»Det er nu, der skal ske noget. Jeg kan næsten ikke sige det mere direkte. Vi har ikke bare brug for en pose penge, men en netto­tilførsel af politifolk. Vi har ingen steder, vi kan trække folk fra. Vi er helt på hælene,« siger han og uddyber:

»Når man går ind i politiet, så er det en livsstil. Det er ikke bare et otte-til-fire job. Man brænder for det, og derfor kan man drive rovdrift på medarbejderne i perioder. Men ikke i så lang tid, som vi har set det nu.«

Som en af sine første handlinger som ny justitsminister, sendte Søren Pind (V) en ekstrabevilling på 155 mio. kr. afsted til politiet for at afhjælpe den massive overarbejdspukkel. På det tidspunkt vurderede ministeriet, at danske politifolk havde over 800.000 overarbejdstimer til gode.

Men ifølge Claus Oxfeldt ønsker kollegerne sig ikke penge. De ønsker sig tid. Tid til at slappe af, genoplade batterierne og pleje deres familier.

»Politifolkene kan ikke mere. De ønsker ikke at modtage overarbejdspenge, de vil bare gerne hjem og holde fri med deres familier. Ti dages arbejde og så én dages fri er det, ledelserne kan gøre inden for arbejdstids­reglen, og det oplever folkene igen og igen. De bliver presset på hjemmefronten. Vi har fået flere henvendelser fra politifolk, der af deres ægtefæller bliver truet med skilsmisse,« fortæller han.

»1.500 mand er minimum«

Da Søren Pind leverede den ekstra pengepose tilbage i juli måned, udtalte han, at det på længere sigt er »uholdbart at bede politiet om den mængde af overarbejde«, og han understregede, at efterårets politiaftale skal sikre, »at politiet også på den lange bane har tilstrækkelige ressourcer«.

Onsdag tager ministeren hul på forhandlingerne. Og i udgangspunktet har regeringen i sit finanslovsudspil ikke øremærket en pengepose særskilt til politiet, men en pulje på 1,7 mia. kroner er afsat til at blive prioriteret i de igangværende finanslovsforhandlinger. Det er fra den ramme, at pengene til den kommende politiaftale skal hentes.

Claus Oxfeldt er helt klar i mælet i forhold til hans – og Politiforbundets – ønskeseddel:

»Vi er nødt til at få et ordentligt hug ressourcer, og man bliver nødt til at sige, at styrken skal udvides med X-antal folk. For mig giver det mening at udvide med 1.500 mand frem mod 2020. Det er et minimum, hvis det skal hænge sammen.«

Ved den seneste opgørelse i oktober måned i år talte dansk politi 10.477 mand. Det er 623 færre end i januar 2011.

»Det svarer jo stort set til personalegrundlaget i en almindelig størrelse politikreds, og de mangler altså i dag,« konstaterer Claus Oxfeldt tørt.

Og politistyrkens antal er også højt sat, hvis man spørger ham. For tallet dækker både over politiet på Grønland og Færøerne, over de ca. 700 politielever, der er ved at blive uddannet på Politiskolen, over de mange politiuddannede ledere rundt omkring i ordensmagten, og over de mange politifolk, der i årenes løb, måske fornuftigt nok, er flyttet over i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Altså hoveder, der ikke kan tælles med, når der skal bruges folk til almindeligt politiarbejde.

»Og så må vi også huske, at vi har 1.200 politifolk, der er over 60 år, og som kan gå på pension lige nu og her,« siger Claus Oxfeldt.

Er det ikke rimeligt, at politiet, ligesom alle andre steder i det offentlige, også må effektivisere og holde for, når riget fattes penge?

»Er 600 færre politifolk siden 2011 ikke en effektivisering? Det synes jeg. Der er blevet effektiviseret i dansk politi siden politikredsreformen i 2007, og der er ikke flere hylder at tage af. I Sverige og Norge udvider man styrken, i Danmark går vi den anden vej.«

Skruer man tiden tilbage, har Politiforbundet også slået alarm og krævet penge og mandskab op til tidligere politiske politiaftaler. Er det billede, du tegner, ikke bare det sædvanlige stunt for at sikre opbakning?

»Selvfølgelig kan man tænke det, men ikke desto mindre har vi nu fået dokumenteret, at det, vi har sagt i årevis, er korrekt, for kig dig omkring. Kig på overarbejdspuklen, der er fuldstændig eksploderet. Kig på vagtskemaerne.«

Opklaring af borgernær kriminalitet halter

Tidligere på ugen beskrev Berlingske, hvordan presset på dansk politi har konsekvenser for håndteringen af den borgernære kriminalitet – indbrudssagerne nedprioriteres. Men også andre områder lider i øjeblikket, påpeger formanden.

»Det præventive og forebyggende arbejde er nedprioriteret, ganske simpelt fordi det ikke kan måles. Vi bruger ufattelig meget krudt på at hjælpe Brian eller Hassan på tolv år væk fra en kriminel løbebane, så han ikke ender som HAer eller i banderne. Vi ved jo, at det er det, der virker på den lange bane, men det kan bare ikke måles lige nu og her.«

Hvad bliver der ellers slækket på?
»Jeg vil næsten sige alle områder. Det er jo lidt afhængig af »dagsformen«. Man kan ikke sige det sådan, at der er nogle områder, der slet ikke blive prioriteret i dag, men det kommer an på, om det er fredag aften eller søndag formiddag, og hvor mange der er på arbejde,« siger Claus Oxfeldt.

Skal man finde en forklaring på den situation, som politiformanden maler så sort op, kan man ikke komme udenom den weekend i februar, hvor Omar El-Hussein dræbte to, sårede seks, og skrev sig ind i Danmarkshistorien. For samtidig udløste han en ny virkelighed for dansk politi.

»Terroranslaget ændrede politiet. Vi skal have et helt anderledes fokus på jødiske interesser, vi skal have et helt andet setup, når der er folkemøde på Bornholm, eller når der er store demonstrationer,« lyder det.

Siden terrorangrebet er politifolk fra hele landet blevet sendt til hovedstaden for at assistere med de omfattende bevogtningsopgaver, der for nylig blev forlænget. For sagen er den, at der ikke er råderum i vagtskemaerne, når der pludselig kommer en så ressourcekrævende opgave, forklarer han.

»Når vi ikke har en buffer, så betyder det, at alle dem, der er sat ind til ekstraopgaver til bevogtning siden februar, er taget ud af den normale drift. Og det kan undre mig, at denne situation har forbavset politikerne, for vi har sagt i årevis, at dansk politi er presset.«

Claus Oxfeldt taler med store ord nu. For han er »hamrende frustreret« og »skide træt« – for at bruge de pænere udtryk – af, at han og kollegerne har råbt for døve politikerøren.

»Hvis bare politikerne havde lyttet noget tidligere. Vi kan jo ikke vente på, at politistyrken måske når op på et tilstrækkeligt niveau om 4-5 år, vi er nødt til at køre med lappe­løsninger og gå på kompromis med en masse ting for få enderne til at mødes,« siger han og fortsætter:

»Og hvad nu, hvis der kommer noget større. En ny Seest-ulykke eller et flystyrt. Nu har vi jo også flygtningesituationen, der kommer oveni, og det er heller ikke en opgave med en udløbsdato. Det er bare uforudsigeligt, hvad der kommer af opgaver.«

Gang på gang understreger han, at problematikken ikke kun bunder i terrorangrebets efterdønninger. Det går længere tilbage. For også før den februar-weekend var dansk politi presset på mandskab og ressourcer – og havde allerede akkumuleret 280.000 timer i overarbejde.

Penge bruges på antropologer

Spørger man Claus Oxfeldt gik det galt, da det såkaldte »normativ« blev ophævet ved årskiftet 2011. Før det gav politikerne politiet en årlig pengepose, der skulle bruges til lønninger til politifolkene, så politistyrkens størrelse var kendt og lå fast. Men med den gamle flerårsaftale fik politiledelserne mulighed for at råde mere fleksibelt over penge og budgetter. De kunne veksle lønpenge til drift eller eksempelvis til ansættelsen af IT-folk, antropologer, psykologer og journalister.

»Den model har givet et fald i antallet af politifolk landet over. Det kan selvfølgelig give god mening at ansætte andre kompetencer, men det koster, for vi bliver endnu mere sårbare og mere ufleksible. Og man kan altså ikke bruge en antropolog til at bevogte den jødiske synagoge i Krystalgade.«

Presset på politiet skal også findes i et ændret kriminalitetsbillede. Jo flere forbrydelser, der overskrider grænser eller foregår i cyberspace, jo sværere og mere tidskrævende bliver politiets arbejde, siger Claus Oxfeldt, der også peger på, at de kriminelle er blevet »dygtigere«. Og så kræver det ekstra polititimer, at ordensmagten ikke længere nyder samme respekt i alle hjørner af samfundet:

»For ti år siden vil jeg mene, at der var ét parallelsamfund i Danmark, det var Christiania. Og her tænker jeg på et område, hvor politiet ikke bare kan troppe op to mand i en patruljevogn, uden at det kan være til fare for liv og lemmer. Der er godt nok mange af den slags steder i dag.«

Folkestemning påvirker politiarbejdet

Det mere komplicerede kriminalitets­billede flugter med Claus Oxfeldt øjne ikke helt overens med den styring, både økonomisk og politisk, som politiet er underlagt i dag.

Som når enkeltsager sætter folkestemningen i kog og politikerne vil regulere eller kræver politiets fokus på netop det område. Eller når udgangspunktet bliver regneark og måltal på et papir og ikke virkeligheden uden for vinduet, som han beskriver det.

»Man ser dansk politi som en produktionsvirksomhed, hvor der bliver talt om måltal og public management, men vi er en servicevirksomhed, der skal yde en service over for borgerne. Og jeg synes ikke, at vi yder en anstændig service over for borgerne i øjeblikket, fordi vi er nødt til at prioritere så benhårdt. Se ud i samfundet. Nu er det ikke længere politiet, der patruljerer på Strøget eller kører indbrudspatruljering i boligområderne, det er G4S eller andre vagtselskaber. Det er en bekymrende udvikling.«

Men vi kan vel heller ikke drømme os tilbage til en tid, hvor panserbasserne gik rundt og hilste på borgerne på gaden. Er I måske lidt for sentimentale en gang imellem?­

»Kald mig gerne sentimental, men jeg kunne godt ønske, at vi havde gående patruljer. Jeg ved, at det betyder noget for borgerne en gang imellem at møde en betjent, der har tid til at tale med dem. Vi skal som politi være i øjenhøjde med befolkningen. Det har en ufattelig stor værdi, også på det efterforskningsmæssige niveau, at vi har den tillid og fortrolighed med befolkningen. Det er det, der gør, at de har lyst til at fortælle os ting.«

Frygter du, at den tillid kan blive sat over styr?

»Ja, bestemt. Selvfølgelig går vi altid efter at give folk en god hjælp, men det kan helt sikkert godt have en negativ effekt på sigt, at politiet er så presset, som vi er.«