Normalt tilhører embedsværket en af de mest usynlige racer på Christiansborg.
Det ændrede sig blandt andet under Minkkommissionens arbejde, hvor talrige embedsfolk kom i pressens søgelys under kommissionens arbejde, og hvor hele ti embedsfolk kunne drages til ansvar for deres handlinger eller mangel på samme i minksagen.
Og nu bliver alle disse ti embedsfolk udstillet på ny.
Denne gang i ganske bogstavelig forstand.
Mediet Frihedsbrevet, der har Mads Brügger i spidsen som chefredaktør, har nemlig fået lavet voksfigurer i fuld størrelse af hver af de ti embedsfolk, der fik kritik i minksagen, og de ti figurer skal udstilles i en pop-up-udstilling ved navn »Magtens Voksmuseum« på Strøget i København.
Mere specifikt kommer udstillingen til at finde sted på Frederiksberggade 6 i København fra 25. marts og tre uger frem.
Det skriver Mads Brügger på Twitter.
Han har tidligere gjort det klart, at udstillingen har til formål at fortælle besøgende om minksagen som helhed, samt om hvilken rolle de ti embedsfolk hver især spillede i forløbet, der tog sit udgangspunkt i statsminister Mette Frederiksens (S) ordre fra november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives.
Sidenhen viste det sig, at der ikke var lovhjemmel til at give eller udøve den ordre, og Minkkommissionen fik så til opgave at undersøge, hvem i systemet der vidste og gjorde hvad hvornår.
De ti embedsfolk er departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth og afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen.
I Miljø- og Fødevareministeriet, som siden er blevet delt op, er det daværende departementschef Henrik Studsgaard, afdelingschef Tejs Binderup og kontorchef Paolo Drostby. Og i Fødevarestyrelsen er det daværende veterinærchef Hanne Larsen.
I Rigspolitiet er det rigspolitichef Thorkild Fogde, politiinspektør Uffe Stormly og politiassessor Birgitte Buch.
Udstillingen vil være gratis for abonnenter på Frihedsbrevet, mens andre besøgende kan betale entré.