Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På rekordtid lykkedes det Inger Støjberg at indsamle vælgererklæringer nok til at få sit nystartede parti, Danmarksdemokraterne, opstillingsberettiget.
Partiet blev lanceret 23. juni, og allerede nu sætter det tilsyneladende store fodaftryk i meningsmålinger.
I en ny Voxmeter-måling står »øvrige partier«, herunder Danmarksdemokraterne, til at få 10,1 procent af stemmerne.
Normalt ligger »øvrige partier« mellem 0,2 og 3,5 procent af stemmerne.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell vidner det om en flyvende partilancering fra Inger Støjbergs side.
Men.
»Inger Støjberg skal nyde det, så længe det varer,« siger Hans Engell og fortsætter:
»Det er ikke mange år siden, at Ny Alliance kom på banen og i de første målinger stod til at få 29 mandater. Og det endte med, at partiet kun lige akkurat kom i Folketinget,« siger Hans Engell.
Han minder ligeledes om, at der blot er tale om en enkelt måling.
Da Ny Alliance blev stiftet i 2007, var partiet, der året efter blev til Liberal Alliance, båret frem af trioen Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen.
Danmarksdemokraterne er ifølge Hans Engell ene og alene båret frem af Inger Støjbergs karisma, for der er ikke andre ansigter.
»Partiet har stort set heller ikke præsenteret noget politik. Der er ikke ét eneste af Støjbergs politiske forslag, der ikke findes hos andre partier,« siger han.
Det står i modsætning til Lars Løkke Rasmussens nystartede parti, Moderaterne, som i højere grad har udarbejdet konkret politik og et principprogram, men som til gengæld slet ikke har opnået meningsmålinger af samme kaliber som Danmarksdemokraternes.
»Lars Løkke har bare ikke samme folkelige appel som Støjberg,« siger han.
Derfor tøver han heller ikke med at kalde det for »en fantastisk opbakning«.
Luften i ballonen
Et klassisk mundheld lyder, at succes avler succes, og Inger Støjberg skal håbe på, at det passer.
»Det er den absolut hurtigste opstilling i historien,« siger Engell.
Og mens det er godt at se stærk ud i en tid, hvor et Folketingsvalg ikke er langt ude i fremtiden, kan hun også risikere at ende som Ny Alliance.
Ifølge Hans Engell skal hun i hvert fald krydse fingre for, at valget kommer så hurtigt som overhovedet muligt.
Ellers risikerer luften at gå af ballonen.