Mål om Nobelpriser får kritik: For få penge til forskning

Det er fint med høje ambitioner, men regeringen afsætter for få penge til forskning, mener S og erhvervsliv.

Arkivfoto: Flere danske forskere skal modtage Nobelpriser. Det mål opstiller regeringen i en ny forskningsstrategi, som præsenteres tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE NELSON

Flere danske forskere skal modtage Nobelpriser. Det mål opstiller regeringen i en ny forskningsstrategi, som præsenteres tirsdag.

Men der følger for få penge med til at indfri målet. Sådan lyder det fra Socialdemokratiet og Dansk Industri, DI.

»Vi havde meget gerne set et løft af investeringerne i forskning,« siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof.

»Når det ikke er tilfældet, så er det godt, at regeringen vil satse mere på forskning i for eksempel digitalisering, materialer og produktionsforskning. Det er den slags forskning danske virksomheder især efterspørger.«

Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann mener, at regeringen oversælger.

»Jeg synes, det klinger hult. For mens regeringen vil ud og vinde Nobelpriser, så har de samtidig stået for massive nedskæringer på uddannelse og forskning,« siger Mette Reissmann.

Regeringen fastslår i udspillet, at de vil give 1,0 procent af bnp til forskning. Den tidligere Thorning-regering gav 1,1 procent.

Dermed har VLAK-regeringen sparet to milliarder kroner på forskning i forhold til den tidligere SR-regering, siger Mette Reissmann.

Men nu er økonomien vendt. Både regeringen og uafhængige økonomer forventer pæn vækst i dansk økonomi. Derfor vil pengene til forskning stige og være på niveau med den tidligere regerings, selv om VLAK-regeringen kun giver 1,0 procent af bnp frem for 1,1.

»Regeringen skal ikke have lov til at smykke sig med lånte fjer. De penge ville komme alligevel, fordi de skyldes væksten i samfundet,« siger Mette Reissmann.

Hun vil dog ikke love, at Socialdemokratiet sætter pengene til forskning op til 1,1 procent af bnp, hvis partiet igen får regeringsmagten.

»Det kan jeg ikke sige noget om. Vi vil i hvert fald arbejde for, at de besparelser, der er bliver fjernet. Men om det bliver 1,1 procent af bnp eller 1,01 procent af bnp, kan jeg ikke sige noget om.«

Men så kan I vel ikke kritisere regeringen, hvis I ikke selv klart kan sige, om I vil bruge flere penge?

»Det kan man da. Selvfølgelig kan man da det. Man kan se på det faktum, at i øjeblikket så sker der en total nedsabling af de forskningsmiljøer, som er på de danske universiteter.«

»Man skræmmer de unge forskere væk, for hvorfor skulle de søge steder hen, hvor der ikke er penge, og man ikke kan få lov til at arbejde med de vilde idéer, der kan skabe forskningsmæssige nybrud?«

»Hvor man kører på den sikre klinge, og den ældre professor får lov at svinge taktstokken? Det er sådan, det er i dag,« siger Mette Reissmann.

/ritzau/