Moderaterne vil finansiere partiets initiativer på sundhedsområdet ved at annullere en afskaffelse af chokoladeafgiften.
Det siger partiets formand Lars Løkke Rasmussen.
Partiet vil afsætte en milliard kroner til de fem sundhedsinitiativer, der er blevet præsenteret onsdag på et pressemøde i København.
En del af udspillet er, at personer over 50 år, der ikke har været til lægen i et år, skal tilbydes et sundhedstjek, der kan udføres på apoteker.
En nedsættelse af chokoladeafgiften er ikke trådt i kraft. Afgiften skulle være nedsat til sommer, men det vil Moderaterne annullere.
- Vi vil hellere bruge penge på sundhed end på sukker, siger Løkke på pressemødet.
- Vi har aldrig syntes, det var en genial idé at sætte afgiften på chokolade ned.
Moderaterne vil oprette mobile sundhedsklinikker i landets 17 sundhedsråd.
Det initiativ er især målrettet udsatte og ældre, der har svært ved at navigere i sundhedsvæsnet.
Partiet vil også have én samlet lægevagt i hele landet.
- Et nummer, en indgang til lægehjælp, når din egen læge har lukket, siger partiets politiske ordfører, Monika Rubin, der tilføjer, at det skal være "ligesom vi kender det fra 112".
- Når man står med et sygt barn i armene midt om natten, skal det ikke være en rodebutik, hvordan man får fat i lægevagten, siger hun.
Initiativet indebærer også flere akutbiler, akutlægebiler, og at der skal være paramedicinuddannelser i alle landets regioner.
En del af udspillet kredser om at undgå indlæggelser af ældre. Det skal ske ved, at der kommer en målrettet indsats fra akutberedskabet rettet mod landets plejehjem.
Partiet vil også afsætte 250 millioner kroner til teknologi, der skal understøtte kronikerpakker.
Dropper man afskaffelsen af chokoladeafgiften giver det ifølge Løkke et provenu på 2,2 milliarder.
- Så bruger vi den ene milliard her, og så har vi stadig penge i banken, siger Løkke på pressemødet.
Selv om Moderaterne ikke er for chokoladeafgiften, er det ikke et ultimativt krav for partiet, at den ikke skal blive til noget.
- Vildere er vores modstand jo ikke. Men i en situation, hvor vi ikke svømmer i penge, der synes vi, at pengene skal passe, siger Løkke.
/ritzau/
