Lykketoft i grønt frontalangreb på regeringen

Danmarks regering svigter i »forstemmende« grad kampen for klima, bæredygtighed og social retfærdighed i en tid, hvor den øvrige verden ellers er på rette vej, lyder angrebet fra formanden for FNs Generalforsamling, Mogens Lykketoft. »Sort snak«, mener udenrigsminister Kristian Jensen (V), som kalder det en »skam«, at Lykketoft bruger sin FN-post til at »nedgøre sit eget land«.

»Selv om vi stadig kan sige, at der er mange lande, der gør mindre end Danmark, så kommer Danmark og de øvrige nordiske lande fra en position som stormagt i FN-sammenhæng. Fordi vi har gjort noget væsentligt, har en meget stor del af FNs organisationer været afhængige af, at Norden var foregangslande – det er ved at gå tabt,« mener Socialdemokraternes tidligere formand, nuværende formand for FNs Generalforsamling, Mogens Lykketoft. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens store dele af verden er slået ind på en kurs, der handler om at fremme kampen for bæredygtighed og bedre klima, går den danske regering den modsatte vej. Sådan lyder meldingen fra den danske formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft, som i en kronik i dagens Berlingske går frontalt til angreb på Venstre-regeringen.

»Herovre i FN i New York sidder jeg som formand for Generalforsamlingen,« indleder Mogens Lykketoft sit indlæg og udtrykker sin forundring over, at der »ikke er mere debat i Danmark« om, at regeringen »er ved at ændre os fra foregangsland til bagtrop i indsatsen for klima og bæredygtighed.«

Herefter opridser FN-formanden en række initiativer fra den danske regering, som er faldet ham for brystet:

Først er der nedskæringerne i udviklingsbistanden, som ifølge Mogens Lykketoft trækker »ulykkeligt hårdt den forkerte vej« i forhold til målene i sidste års FN-aftaler.

Så er der regeringens omstridte kontanthjælpsloft, som i Lykketofts øjne har »forøget« den sociale ulighed, og som samtidig er »forstemmende«, fordi det »fastholder en økonomisk teori om, at større ulighed er en nødvendig og sympatisk vej til at få folk i arbejde«.

Med samme afsæt advarer Lykketoft mod skattelettelser, herunder i toppen, fordi der »intet bevis« er for, at »de velbjærgede« arbejder mere af den grund.

Derefter drejer Lykketoft sin kritik i retning af klimaindsatsen. Han kalder det »så forstemmende og uforståeligt«, at »regeringen i København« på en række områder i hans øjne har skåret på de grønne ambitioner.

Lykketoft kritiserer blandt andet, at regeringen har afvist »nye regler for bæredygtige byggestandarder«, og at elektrificeringen af det danske jernbanenet – den såkaldte togfond – er »sandet til i gammeldags cigarkassetænkning«.

Til sidst mener Lykketoft, at regeringen »tromler« fremad med »frontale brud med solide danske politiske traditioner« om, at politiske forlig »binder henover valg og skiftende regeringer«.

Artiklen fortsætter under videoindslaget.

 

Årsagen er, at regeringen vil afskaffe den såkaldte PSO-afgift, som i dag finansierer den grønne omstilling, og at regeringen i samme anledning vil skære i den grønne regning.

»Det er svært at se god mening i det hele,« slutter Lykketoft sit indlæg.

»Kursen er forstemmende«

I et supplerende interview med Berlingske understreger Lykketoft, at han ikke kan »forstå den danske regerings kurs«:

»Jeg synes, den er forstemmende, og jeg synes ikke, den er i takt med, hvad vi har forpligtet os til sammen med resten af verden.«

Tilsammen tegner det et billede af Danmark, mener Lykketoft, som trækker imod de gængse og vedtagne hensigter i verdenssamfundet.

»Derfra, hvor jeg sidder, og med de vedtagelser, der er lavet om bæredygtighed og klima, er det overodnede budskab, at der er brug for at gøre meget mere og ikke meget mindre, hvis vi overhovedet skal have en chance for at bidrage vores rimelige andel til, at den her verden ikke går fuldstændig bananas i klimaforandringer,« siger Mogens Lykketoft: »Men den danske regering har siden sin tiltrædelse bevæget sig nedad i ambitionsniveau på de her punkter. Meget målrettet, vil jeg endda sige.«

Aktuelt peger Mogens Lykketoft på den seneste udmelding fra regeringen om, at den grønne omstilling fremover skal finansieres på en helt anden måde end i dag – hvor de danske elforbrugere automatisk betaler regningen for den grønne strøm over elregningen med den såkaldte PSO-afgift, som regeringen vil afskaffe fuldstændigt. Mogens Lykketoft frygter, at det kan få konsekvenser for den grønne omstilling.

»Jeg kan simplethen ikke begribe, at man mener, det en klog vej at gå, at man skal forbedre dansk erhvervslivs konkurrenceevne ved at sætte elprisen ned – en pris, som i forvejen ikke er høj. Det er i virkeligheden at forsinke en omstilling hos virksomhederne og forbrugerne, som vi er blevet enige om, at vi skal fremskynde,« siger han.

Regeringen: Lykketoft nedgør sit eget land

I regeringen har udenrigsminister Kristian Jensen (V) ikke meget op tilovers for Lykketofts bredside mod den danske kurs. I første omgang undrer det udenrigsministeren, at Lykketoft overhovedet rejser kritikken.

»Det er en skam, at når en dansker endelig får en post, hvorfra man kan fremme danske værdier og kompetencer, så bruger man den i stedet til at kaste sig ind i en hjemlig polemik om noget, der i international sammenhæng er små detaljer,« siger Jensen og tilføjer:

»Jeg kan ikke forstå den holdning, at man skal bruge en international talestol til at nedgøre sit eget land«.

Ifølge udenrigsministeren er det ude af proportioner at angribe de indenrigspolitiske justeringer, regeringen laver, under en hat, der handler om FNs mål for verden. For når det kommer til de mål, er Danmark stadig et af de fremmeste lande på kloden – hvad enten det handler om økonomisk lighed, ligestilling, udviklingsbistand eller grøn omstilling.

»Som regering har vi et ansvar for at bruge skatteydernes penge så fornuftigt som muligt, og det er det ansvar, vi tager. Men det ændrer ikke ved, at vi er blandt de lande, der er længst fremme i verden. Vi står som rollemodeller, som et foregangsland. Så jeg synes, det er sort snak, og det er vist kun fra Lykketofts meget enøjede udkigspost i en meget høj bygning i New York, at man kan se så snævert på Danmark,« lyder det fra Kristian Jensen.